Endelig har vi fået svar på, hvad der skal ske med os. Længe har kandidatreformen været på tegnebrættet – der har været debat, der har cirkuleret rygter, og der er opstået bekymringer. Alt sammen ingredienser til en potentiel sensationel og konfliktfyldt Kandestøber-artikel, som kunne opfylde alle nyhedskriterierne. Den ærgerlige nyhed er, at så spændende blev det slet ikke. Den gode nyhed er, at vi som statskundskabere kan ånde lettede op – vi skal alligevel ikke skrive speciale i sommerferien som afslutning på vores 1 ¼-års kandidat!
Er der et behov?
Kandidatreformen må siges at have været en meget omdiskuteret reform – særligt i de kredse vi som studerende bevæger os i – og dertil er der opstået en udbredt undren over, hvor behovet for denne reform kommer fra. Spørger man institutledelsen, er svaret, at det er et politisk spørgsmål. Fra Christiansborg har man et ønske om at få flere til at søge mod professionsbachelorerne, få flere studerende hurtigere igennem uddannelserne, og ud som en del af arbejdsudbuddet. Dette har man fra politisk side vurderet, at man gør bedst ved at skære på universiteterne. En holdning som ikke deles af institutledelsen, omend de alligevel godt kan se nogle fordele ved den omtalte reform. Med reformen kommer ikke kun nedskæringer, men også muligheder for at gentænke den måde kandidaten er bygget op på i dag. En mulighed som institutledelsen har grebet, og som nu har udmøntet sig i en helt ny måde at blive cand.scient.pol.
Hvordan kommer reformen til at se ud for os?
Vi har interviewet institutleder Christoffer Green-Pedersen og studieleder Lars Thorup Larsen om reformen. Vores vurdering er, at med de aftaler som institutledelsen på nuværende tidspunkt har lavet med fakultetsledelsen, har statskundskab som helhed landet en meget tilfredsstillende løsning for de studerende. Dette må især siges, når man ser på, hvordan det kunne være gået. Det korte af det lange er, at vi er endt med at skulle nedjustere optaget på bacheloren med 14% samt justere det faglige indhold på selve kandidaten mod mere specialisering. Det betyder altså at vi beholder den 2-årige kandidat som vi kender den, men med en fremtidig indførelse af noget, der ligner linjefag eller spor, som Lars Thorup og Christoffer Green-Pedersen kalder “specialiseringer”. Indførelse af specialisering har været den eneste måde, man har kunne undgå en reduktion i kandidatens uddannelsestid ifølge Lars Thorup:
“Hvis statskundskab på AU skal kunne overbevise ministeriet om, at vi skal være en 2-årig kandidat, så skal vi kunne vise progression”
Men hvor kommer tanken om disse specialiseringer fra, og hvad betyder de?
Specialiseringerne er et resultat af et krav fra Uddannelses- og Forskningsministeriet om, at der skal være en væsentlig progression og retning på de bachelorer og kandidater, der tilbydes på universiteterne. Dette er uden tvivl tilfældet på bacheloren på statskundskab, men det kan ikke helt entydigt siges for kandidaten på instituttet. Her er der en meget stor grad af valgfrihed, hvilket betyder, at man faktisk i en årrække ikke har opfyldt kravene til den studerendes progression. Dette betyder ikke, at de tidligere kandidatstuderende ikke er blevet klogere, men at det er foregået mere frit og uden hensyn til progression i mere specialiserede fagområder. Noget, som egentlig er fløjet under radaren for myndighederne, som vi forstår det på Lars Thorup og Christoffer Green-Pedersen, men som er kommet alumner fint til gode. Dette må nu rettes ind som følge af reformen.
Både Thorup og Green-Pedersen bemærker, at specialiseringsidéen er med til at bibeholde en mængde valgfrihed, idet man frit kan vælge mellem de kurser der er i ens specialiseringslinje. Heraf forestiller Thorup og Green-Pedersen sig i øvrigt, at specialiseringerne er nødt til at være forholdsvist brede. En anden positiv sideeffekt af de nye specialiseringer er også et potentielt bedre sammenhold på kandidaterne. Det er ingen hemmelighed, at vores kandidat kan føles meget ensom for mange, og være ret svær at overgå til, når man er vant til det sociale liv fra bacheloren. Indførelsen af specialiseringer kan være med til ændre denne situation, idet man følger et mere fast hold af mennesker, der i højere grad har samme kurser.
Dog fastslår Lars Thorup, at ens kandidat ikke kun kommer til at dreje sig om specialiseringen:
“Der vil fortsat være elementer af kandidaten som ikke er knyttet til specialiseringen, såsom praktikken og forvaltningsret”
Generelt set resulterer reduktionen af frihed sig i lidt forskellige negative effekter på vores kandidat. Institutledelsen har bl.a. set det som en udfordring, at et stigende antal studerende ikke afslutter deres kandidat med afleveringen af deres speciale. Muligheden for at gøre det forsvinder med den nye reform, og der bliver altså færre måder at strukturere sin uddannelse på end tidligere.
Dertil skal specialet med al sandsynlighed afleveres en måned før, og dette rammer naturligvis vores tidsramme og heraf tidspres når vi skriver vores speciale. Hertil svarer Green-Pedersen:
“Der kommer nok et krav om, at man skal være færdig en måned før med sit speciale. Det vil vi finde ud af ved at kigge på måske at inddrage de her augustseminarer.”
En anden vigtig pointe er, at vi med den nye reform ikke kommer til at kunne tage både i praktik og på udveksling.
Alt i alt
Reduktioner i frihed er naturligvis ikke gode udfald for os som studerende rent kynisk set, men vi må huske på, hvad der kunne være sket, og vi vurderer overordnet set, at statskundskaberne er sluppet billigt. Især sammenlignet med andre studier. Denne løsning er dog ikke uden omkostninger for instituttet, idet man har måtte acceptere en nedgang i finansiering igennem det reducerede optag, for at bibeholde den 2-årige kandidat. Thorup og Green-Pedersen vurderer dog, at de godt kan tåle dette finansielle slag, idet ret store dele af instituttet finansieres af forskningsmidler, som man i et vist omfang kan trække på.
