Da Rusland i 2022 gik ind i Ukraine, blev det klart, hvilke ideologiske og politiske benspænd, der for alvor begrænser EU’s handlerum, når det drejer sig om internationale konflikter. Problemet er enstemmighed, eller med andre ord, vetoretten. Enstemmighed er nemlig blevet særligt udfordrende for den europæiske støtte til Ukraine. I praksis betyder enstemmighed, at de 27 medlemslande alle skal være enige i den politiske linje, der lægges for EU i Det Europæiske Råd. Det betyder, at ét land potentielt kan stå i vejen for tiltag, som de resterende 26 lande er enige i. Ikke desto mindre er det den samme enstemmighed, der almindeligvis er med til at sikre os i Danmark mod en europæisk linje i modstrid med vores nationale interesser.
Mit spørgsmål er, om Ruslands indtog i Ukraine, kombineret med Trumps præsidentskab, særligt belyser, at EU i virkeligheden er groet fra vetoretten? For kræver den sikkerhedspolitiske situation i dag på den internationale scene i øjeblikket ikke et handlekraftigt EU? Egentlig er der et overlap mellem mange af de lande, der er med i EU, og forsvarsunionen NATO. Men ifølge Derek Beach, som er professor ved instituttet, er den sikkerhedspolitiske arena, vi indtil nu har kendt med USA i spidsen for NATO, ikke længere et USA, som EU kan stole på. Men hvad betyder det?
Ifølge Beach venter der revolutions-lignende tilstande for EU, som vi kender det, og budskabet er klart: Meget mere EU, og meget mindre USA. Det er særligt, hvad angår sikkerheds- og forsvarspolitiske områder. Faktisk er de indledende forberedelser til en sådan revolution allerede mere konkretiserede, end hvad vi som EU-borgere måske lige går og tror. Ifølge Beach sad kommissionen nemlig allerede før afgørelsen på valget klar med et forslag til en fælles fond bestående af estimerede 100-200 milliarder kroner, der skal have til hensigt at facilitere medlemslandenes fremadrettede investeringer i deres eget forsvar. De ventede sådan set bare på det sidste sikkerhedspolitiske skub, som var formodet enten at komme fra øst (Rusland og Ukraine) eller vest (USA). For lige at klarlægge: EU er ikke NATO og må ikke agere på samme måde som NATO. Det er ikke en forsvarsunion. Hidtil har et sådant forslag derfor været svært at retfærdiggøre i unionen. Men umiddelbart godtgøres forslaget på baggrund af en ny og mere lempelig måde at tolke den nuværende artikel 41(2). Denne artikel omfatter blandt andet, hvordan finansiering af militær- og forsvar ikke går over Unionens budget, medmindre Rådet enstemmigt beslutter andet. Den nye tolkning, som Beach omtaler, gør det da muligt alligevel at etablere en forsvarsfond. Man ønsker altså i Kommissionen at hæfte fælles, ligesom man gjorde under coronapandemien med genopretningspakken. På den måde bliver det muligt for unionen at investere i forsvarsindustrien i medlemslandene og på den måde styrke sikkerheden, uden at det direkte er Unionen, der faciliterer midler til oprustning.
Men at hæfte fælles er ikke altid noget, der har været populær snak i EU, hvorfor netop enstemmigheden før har været hindrende. Særligt Tyskland har tidligere udtrykt stor modvillighed, når det gælder at hæfte fælles medlemslandene imellem. Dog har tiden vist sig at bløde denne holdning op. Efterhånden som mere østlige profiler er blevet introduceret til samarbejdet, er optimismen for stiftelse af fælles gæld i samme grad steget. Argumentet er altså, at det er nemmere at få medhold i sagen, når ordet ikke kun føres med, hvad der hidtil har været fransk accent, men også møder tilslutning fra eksempelvis Litauen.
Men hvad betyder tolkningen af det for suverænitetsafgivelsen, hvis Kommissionen laver en tolkning af Unionens artikel 41(2), således at der mellem linjerne alligevel forekommer en form for fælles EU-facilitering af forsvar? Betyder mere EU nu ikke kun mindre USA, men også mindre Danmark?
Umiddelbart er svaret fra Beach et entydigt nej. Som det ser ud nu, er EU mellemstatslig, og forbliver mellemstatslig. I samme omfang som NATO også er det. Det er altså ikke et problem. Forslaget handler imidlertid om en fond rettet direkte mod fælles militær oprustning. Det drejer sig om at facilitere støtte til forsvarsindustrien i EU, så våbenproduktionen i højere grad flyttes fra USA til medlemslandene. Det er altså også et spørgsmål om at gøre os mere uafhængige af Trump. Beach gætter på, at trods aftalerne lige nu baserer sig på enstemmighed, så vil man nok i højere grad bevæge sig mod noget, der ligner flertalsafgørelser. Fremtiden fordrer måske derfor mindre enstemmighed, end vi er vant til, på trods af at samarbejdet fortsat vil være mellemstatsligt.
I kølvandet på det amerikanske valg tyder den kommende tid dermed på følgende: EU, som vi kender det, vil helt sikkert gennemgå en række ændringer, og hvis Beach får ret, måske endda noget nær revolutionært. Min tolkning af, hvad Beach siger, er derudover, at vi vil se ændringer i den måde, EU forvalter sit handlingsrum på og måske endda blive en mere samarbejdsdygtig institution. For nu beholder medlemslandene deres suverænitet, men afhængigt af, hvordan situationen internationalt udfolder sig, tror jeg ikke, vi kan udelukke, at der kommer et scenarie, hvor medlemslandene skal tage stilling til, hvor samarbejdet er på vej hen.
Såfremt kommissionen er klar til at nedsætte en forsvarsfond, bliver det blot et eksempel på, hvordan EU måske tyder på at være villige til at rykke på de i forvejen tegnede linjer, for at styrke de fælles interesser i Unionen. Lige nu mødes Unionen jævnligt af både handlingslammende uenighed og en enorm mængde bureaukrati. Det er med andre ord ikke altid en nem opgave at få ting fra skrivebordet ud i virkeligheden. Det bliver dermed interessant, om der er andre hidtil uløselige opgaver, der kan afhjælpes med en anelse friere læsning af loven?Hvad der videre sker med den nye milliardfond og ydermere EU som institution, må tiden vise. Men én ting står klart: Den internationale scene er foranderlig, og det bliver spændende at følge, i hvilken retning det sender EU.
