Hvis der skal være en overlæge, så skal der også være en overtosse. Over tossen. Ovartaci. Sådan blev Louis Marcussen til Ovartaci og senere hen blev han til hun og hun til ham. Ovartaci museet i den gamle Journalisthøjskoles lokaler er ikke kun en skildring af den unikke og særegne kunstner, men også et vigtigt museum om psykiatriens udvikling og historie. For hvornår har fokus på psykiatri, køn og identitet være mere aktuelt end nu? Louis Marcussen var på sin egen måde før sin tid og en særlig skikkelse, vi kan prøve at lære af i lyset af nutidens søgen efter mening.
Metamorforse
Stalins datter, en pipfugl i Egypten og kvinde før det at være transkønnet overhovedet var et begreb. Ovartacis selvopfattelse var flydende. På sit lille værelse på Psykiatrisk Hospital i Risskov har Ovartaci skiftet ham og fløjet til verdener, hvor kun fantasien sætter grænser for virkeligheden. Og fantasi og virkelighed var vist også flydende begreber for den livstidsindlagte patient.
Født og opvokset i et velhavende hjem i Ebeltoft var det nok ikke psykiatrisk hospital, der lå for fødderne for den ellers af natur introverte og anderledes Louis Marcussen. Men en stor interesse for andre kulturer drev ham til Argentina, hvor det siges at mødet med hallucinerende stoffer (sandsynligvis ayahuasca) i den sydamerikanske jungle kan have været springbrættet fra Louis til Ovartaci, og senere hen til alverdens andre skikkelser.
Højst sandsynligt var det altså en psykose, der bragte Ovartaci hjem til Danmark og til en 56 år lang indlæggelse fra 1929 til sin død i 1985 med diagnosen skizofreni. Men Ovartaci rejste videre og mødte endnu nye kulturer både som kat, fugl og kvinde fra sit værelse i Risskov.
I 1951 efter en længere kamp for at blive befriet fra sine stærke lyster rettet mod kvindekønnet beder han om at blive kastreret – hvilket han får tilladelse til. Men Ovartaci er ikke tilfreds med virkningen, og i 1954 tager han sagen i egen hånd og skærer sin penis af med hammer og mejsel.
Han klæder sig i kjole og lader sit hår gro. Han bliver til hun. Og overraskende får han bevilling til en kønsskifteoperation. Fuldstændig imod sin tid opereres Ovartaci i 1955 og 1957 med dannelse af en vagina. Som en af de første transpersoner i Danmark vil Ovartaci nu tiltales som frøken.
Kønsskiftet giver ro, men rejserne og det vilde tankeunivers fortsætter og heldigvis for os har hun skildret sine rejser i sindet med over 1000 forskellige værker, der nu kan opleves på Museum Ovartaci i Kulturbunkeren i det nordlige Århus. På lærreder, på papir, på vægge og på dukker. På den måde kan vi få lov til at dykke ned i det fuldstændig kaotiske, men vilde og rige univers af syner og metamorfoser. Men hvad kan vi lære af dem?
Inderst inde er vi alle langt ude
Hvad er meningen med livet? Jeg ved det ikke. Men jeg er ret sikker på, at vores evige søgen efter den i stereotyper, glansbilleder og klinisk upersonlige tendenser er det forkerte sted at lede. Vi ligner hinanden, opfører os som hinanden og snakker som hinanden – alt imens vi prøver på at være unikke, skille os ud og falde i øjnene. Det er et paradoks. Det er langt ude.
Inde i os har vi alle en drivkraft mod at være os selv – hvad det end betyder. Men vi er ofte bundet af frygten for at blive ekskluderet og sendt lange blikke. Få følelser er værre end følelsen af ikke at passe ind. Så vi bukker under for, hvad vi tror er det rigtige, eller den rigtige måde at tænke og agere. Men denne paradoksalitet mellem at skulle ligne alle andre og samtidig være én éner gør os snarere til ingen som helst.
Måske er det også en af de faktorer, der spiller ind på den markante stigning af mistrivsel blandt unge. Den markante stigning i indlæggelser i psykiatrien og den markante stigning i stillede diagnoser som angst, depression og spiseforstyrrelser. En stigning der er ved at være, og faktisk allerede er, en katastrofe, når psykiatrien sejler – med kæmpe mangel på personale, penge, tid og struktur. Nok er få livstidsindlagte som Louis Marcussen var det, men flere og flere korttidsindlægges og udskrives igen, uden der ses nogen form for udvikling eller bedring. Rotteræset skal jo holdes i gang.
Men hvor vil jeg helt præcist hen? Skal vi så stræbe efter en tilværelse, hvor jeg’et kan være hvad som helst? Nej. Men vi skal være mere åbne og tolerante for det anderledes. Vi skal ikke være bange eller skræmte, når vi ser eller oplever noget, der ikke kan findes i feedet på vores Instagram. Det er noget af det vi kan lære af Frk. Ovartacis fortælling og kunst.
Jeg tror vi har brug for at blive mere tolerante over for folk og fortællinger, der måske ikke lever op til de tendenser, vi har i vores samfund. Fortællinger om at være pipfugl i Egypten kan måske virke farceagtig, men vi må ikke undervurdere trangen til at være noget andet, skifte ham, skifte køn – hvilket trods alt er blevet mere normaliseret. For der er faktisk mennesker (og jeg tror mange), der undertrykker sine indre længsler og trang til at udfolde sig, på baggrund af en vis retning, der er den gængse i samfundet. Og det kan være hvad som helst. Stort som småt.
Lad os lade barriererne slippe lidt og træde ved siden af strømmen for at forundres, forarges eller inspireres af det anderledes. Hvis vi gør det, tror jeg, vi har bedre held med at søge efter den mening vi alle går rundt og leder efter, hvad den nu end er? Lang ud og tag ind, i stedet for at barrikadere og lukke ude. Inderst inde er vi sgu alle langt ude.
