I krogene rundt på instituttet bliver statskundskab fra tid til anden omtalt som “magtens rugekasse”. Naturligvis med en ironisk distance, men under denne hviler bevidstheden om, at en god portion af vores medstuderende en dag vil forvalte centrale magtpositioner i det politiske system. Magten kan være svær at udrede og få greb om, for den udspiller sig som en underløbende strøm i samfundet, i relationer og ofte bag lukkede døre. Ikke desto mindre er det netop den opgave, som Michael Bang Petersen og hans forskningsgruppe er blevet stillet med Magtudredningen 2.0.
Vi møder Michael Bang på sit kontor i bygning 1340. Væggene er tapetseret med bogrygge og bag hævesænkebordet bugter uniparkens græsbakker sig. Vi har sat professoren i stævne for at tale om Magtudredningen 2.0, som han er forskningsleder for. Et femårigt forskningsprojekt, der for 41 millioner kr. skal afdække demokratiets tilstand i det 21. århundrede. Baggrunden for det storstilede forskningsprojekt findes hos Folketinget, der i 2022 indgik i en bred politisk aftale om, at det nu var på tide med en ny udredning af magten siden den første af sin slags fra perioden 1998-2003. Der er da også mange nye udfordringer at gribe fat i, og motivationen for udredningen spænder vidt fra mediernes udvikling til politiske processer og demokratisk deltagelse.
Men hvad er det så for nogle udfordringer, vi står overfor lige nu? Michael Bang Petersen peger først på den teknologiske udvikling som en af de største samfundsmæssige forandringer siden starten af det nye årtusinde. “Den teknologiske udvikling kan man beskrive som eksponentiel. Der kan ske nogle meget, meget hastige udviklinger indenfor relativt kort tid, og det er der en forståelse af, at der er sket indenfor de seneste 20 år”.
For Bang Petersen har den digitale udvikling sat sit definerende præg på flere områder. Dels i det ændrede nyheds- og mediebillede, hvor sociale medier spiller en markant større rolle i dag. Dels i embedsværket og forvaltningen, hvor brugen af algoritmer, som Bang Petersen siger, fordrer spørgsmålet om, “hvad legitimiteten af et algoritmisk skøn er over for et fagligt skøn fra en forvaltningsmedarbejder”. Og endelig, hvordan digitale løsninger som eksempelvis internet er blevet en central del af staters sikkerhed: ”jo mere digitaliseret samfundet bliver, jo mere skal man også begynde at tænke på kritisk infrastruktur som noget, der også er digitalt. […] Det bedste eksempel på det, er nok krigen i Ukraine, hvor Ukraine bogstaveligt talt står og falder med Starlink-satellitter fra Elon Musk og Microsofts cybersikkerhedsværktøjer. Der har vi pludselig internationale aktører, som ikke er reguleret af det system, der er vokset frem siden anden verdenskrig”.
En anden problematik gør sig gældende herhjemme, når det kommer til spørgsmålet om de nye, store økonomiske aktørers magt i forhold til den politiske dagsorden på Christiansborg. Her betoner Michael Bang de politiske og demokratiske konsekvenser, det kan have, hvis regeringen i vid udstrækning indtænker specifikke virksomheders interesser i den politik, der bliver ført. Sideløbende med fremkomsten af de store, danske selskaber ser vi den øgede formuekoncentration, og som dens modstykke – den stigende ulighed. Uligheden kan give sig til udtryk i form af marginaliserede grupper i samfundet, der oplever, at de står udenfor den politiske samtale. I sidste ende, siger Michael Bang, kan denne afkobling fra samfundet have stor betydning for demokratiet: “Hvis vi vender blikket mod dem, der oplever afmagt og marginalisering, så er det nogle af de følelser, der har drevet populismebevægelserne frem i Europa og i USA. På den måde har de en destabiliserende effekt på demokratiet”.
Derudover fremhæver Bang Petersen også, at problemernes dimensioner har skiftet karakter. De kan ikke længere blot løses af én faglighed, og vi er derfor er nødt til at etablere stærkere forbindelsesled mellem et bredt sæt af fagligheder og de politiske beslutningsprocesser: “De udfordringer vi står overfor i dag, kan ikke bare løses ved hjælp af enkelte videnskaber. Coronakrisen kunne ikke bare løses ved at snakke med nogle læger, klimakrisen kan ikke løses bare ved at tale med nogle klassiske klimaforskere, der ved noget om CO2, for det er også ret omgribende samfundsændringer, hvor man bliver nødt til at mobilisere hele videnskaben”. Man kan godt få fornemmelsen af, at samfundet accelererer med en hastighed, vi ikke længere kan følge med i – at problemerne har vokset os over hovedet. Men er det hele så slemt, som man kan få indtrykket af?
Til det svarer Bang Petersen – med stor vægt på, at det blot er en tidlig hypotese – at de problemer og udfordringer vores samfund er tegnet af i dag, måske er mere rodfæstede end som så: “Selvom man ikke skal male fanden på væggen, og selvom problemerne ikke er så store, så kan det godt være, at de problemer der er, alligevel er af systemisk karakter. At der er en grundlæggende spænding mellem den måde samfundet fungerer på, og de søjler som demokratiets legitimitet egentlig hviler på. Så måske man skal gentænke, hvordan det egentlig er, man sikrer sig demokratisk legitimitet i det 21. århundrede”.
At gentænke måden, demokratiet fungerer på, er ikke noget man klapper af over en eftermiddag, og Michael Bang Petersen understreger også, at en af grundpræmisserne for god forskning er, at det tager tid. Dog er det ikke ensbetydende med, at Magtudredningen 2.0 skal støve til i forskningens afkroge og peer-reviews langt væk fra befolkningen; tværtimod: “Min bekymring er primært, hvordan vi sikrer, at den viden kommer hurtigt nok ud, så den kan gå ind og informere de beslutningsprocesser, der er i det politiske system”. Den primære vej til at afhjælpe denne bekymring er da også lagt gennem en nedsat følgegruppe. Formålet med gruppen er at agere bindeled mellem forskere og den bredere befolkning, og på den måde både give input til forskningen og videreformidle magtudredningens indsigter ud i samfundet.
Michael Bang Petersen og resten af forskningsgruppen sidder de næste fem år og kortlægger den politiske virkelighed, som vi en dag skal navigere i som uddannede cand.scient.pol’er. Til spørgsmålet om, hvad vi som studerende skal tage med os fra Magtudredningen, svarer han: “Demokratiet er en enormt vigtig del af det danske samfund, og vi har hver især – også i vores daglige virke – et ansvar for demokratiets tilstand. […] Når man går ud herfra, uanset om man bliver embedsmand, politiker eller forsker, så hviler demokratiets tilstand også på de måder man kommer til at agere på i den offentlige samtale og i det politiske system”. Således kan vi ikke snige os udenom klichéen og det faktum, at med stor magt følger et stort ansvar. Magtudredningen 2.0 har kun taget de første spadestik ned i det danske samfunds tilstand, men her hos Kandestøberen glæder vi os til at følge udredningen de kommende år.
