“Vi er ikke rigtig voksne”. Sådan lød det, da skuespillerne i årets julerevy brød ud i sang midt i en – for nok mange statskundskabsstuderende – meget relaterbar scene, hvor to jævnaldrende brokker sig over, hvor stressende deres universitetsliv er: Det er svært at jonglere sit bachelorprojekt, overholde deadlines og have fart på sit sociale liv samtidig. Det hele kan lyde meget voksent, men under den voksne maske gemmer sig et knapt så voksent liv: “Vi er ikke rigtig voksne. Jeg har glemt min lægetid. Og min største drøm det er at’ hak’ en bajer. Vi’ for unge til at drukne os i al for meget gæld. Men de øl, de drikker heller’ ik’ sig selv”, blev der sunget i ironiske toner for alle pengene, for at pille den alvorlige og voksne facade fuldstændig fra hinanden. Man kan roligt sige, at selvironien på statskundskab ikke fejler noget, hvis man var i tvivl. Og det tror jeg er godt. Det er godt, at vi bliver mindet om, at vi som studerende ikke skal tage os selv for seriøst.
Djøfstortion, Donald Trump og dumme sexister
Netop temaet om ikke at “tage sig selv for seriøst” var gennemgående og blev eksekveret på genial vis. Det leder mig til revyens sketch om snobberne Fritz og Poul på Folkemødet, der optrådte som en kæk, men samtidig genial metafor for to elitære og arrogante statskundskabere fra Københavns Universitet. Revyen holdt (heldigvis), heller ikke igen med de kritiske stikpiller igennem resten af handlingsforløbet. Sexisme i dansk politik fik – til høj tilfredshed for mig selv og i publikum – med hammeren igennem alt fra en sjov parodi af DR2’s debatten til udstilling af klamme mænd i politik, musikbranchen og USA’s nyvalgte præsident. Det lyder alt sammen meget godt, men er der ingen kritiske indvendinger, tænker du nok? Der er faktisk ikke det store at komme efter. Til trods for en lidt tyndslidt joke om Lars Løkkes fadølsforbrug (den vittighed har vi hørt før, måske også for mange gange i mediebilledet), så eksekverede revyen sine pointer fremragende.
Alt i alt.. et mesterligt show
Jeg har i denne anmeldelse ikke tænkt mig at give forestillingen en kvantitativ point-rating. Dette, fordi jeg – og det er med overhængende fare for at fornærme læsere som Martin Vinæs – står fast på at sætte kvalitet over kvantitet. Jeg kan dog afsløre, at scoren havde ligget i den høje ende af barometeret. Alt i alt er julerevyen et mageløst mesterværk, der formår at levere magtkritik på en sjov måde: hele holdet bag produktionen har på trods nogle lidt gamle fadøls-travere opvejet det med fremragende musikalske indspark, sjove sketches og et prisværdigt skuespil – alt sammen vigtige ingredienser, der fik publikum helt op fra stolene – lige fra mikroøkonomisk rap, revyens dekonstruktion af elitære KU’ere på DJØF-stortion (Folkemødet), til korets veludførte popnumre ala Andreas Odbjergs “hjem fra fabrikken”. Det var et musikalsk, magtfuldt og mageløst show, som bliver svært at overgå til næste år!
