What a time to be alive.
Amerikanerne stemmer nu det samme som Rusland og alle deres venner i FN, deres udenrigsminister ghoster EU’s udenrigs- og sikkerhedspolitiske chef, og for rullende kameraer udspiller der sig et skænderi mellem det amerikanske præsidentskab Trump/Vance og Ukraines præsident Zelenskyj.
Dertil kommer Trump-administrationens ambition om at overtage Grønland, Panama og Canada – og selvfølgelig en krig i Danmarks nærområde.
Med andre ord er vi på det seneste gået en helt anden verden i møde – usikker og uforudsigelig. Og det var da også det budskab, statsminister Mette Frederiksen (S) tog med sig til Aarhus Universitets mægtige aula for at formidle. Her var det svært at spotte en ledig plads blandt aulaens 450 læderstole. Pladserne blev efter sigende revet væk efter kun tre kvarter.
Det er næsten ikke til at begribe, men verdenssituationen har ændret sig til det værre, siden Frederiksen sidst aflagde besøg på Aarhus Universitet for et år siden. Dengang besøgte hun Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse og talte om et ønsket opgør med New Public Management.
AU var dengang blot et af flere stop på en turné, som også inkluderede store interviews med Altinget og Politiken. Og scenen var noget mere intim med besøget hos Institut for Statskundskabs A1-auditorium.
Mandag var AU endnu en gang en del af turnéplanen.
Denne gang var bekymringsrynken mere markant, outfittet mørkere, og de store interviews blev givet til Weekendavisen og under et halvanden time langt besøg i Lykkeberg & Corydon-podcasten.
Verden af i går
Og tonen var ligeledes en helt anden.
»Den sikkerhedspolitiske situation er værre, end den var under den kolde krig,« indledte Frederiksen til salen. »Jeg tør ikke stille mig frem foran min egen befolkning og sige: ‘Jeg regner med, at det her går over.’«
En tale, der mindede om den afdøde østrigske forfatter Stefan Zweigs erindringer om en svunden verden – skrevet, da han som jøde måtte flygte til Sydamerika under Anden Verdenskrig.
“Vi har haft det ret godt i en del år,” sagde Frederiksen og anerkendte, at der ganske vist også har været problemer med klima og migration. Men tingene har været stabile og gået fremad – hvilket er grunden til, at Danmark har skåret i forsvarsbudgettet.
Nu har “vi rigtig, rigtig travlt,” for som Frederiksen sagde: “Hvis Rusland er en reel trussel, så er der ingen anden vej end en massiv oprustning for at undgå krig.”
Historien, viser det sig, har alligevel ingen afslutning, og vi må indstille os på en forandret verden. En dyster verden, synes det. Og ordene får ekstra betydning og vægt, når de kommer fra Danmarks statsminister.
Spørgsmål fra salen
Efter statsministerens monolog var det tid til spørgsmål fra de fremmødte.
Til spørgsmålet om finansieringen af den militære oprustning pegede Frederiksen på to kapitler, som hun kaldte det.
I det første kapitel finansieres oprustningen gennem det økonomiske råderum og ved at lempe betalingen på Danmarks gæld. Noget, som kun er muligt takket være en stærk dansk økonomi – en ære, understregede hun, der i høj grad tilfalder medicinalindustrien.
Næste kapitel indledes til sommer, måske tidligt efterår, men det er et kapitel, som langt fra er skrevet. Det var ikke noget, Frederiksen kunne redegøre for på stående fod, men hun ville gøre alt for, at “der ikke opstår en social slagside,” med reference til det uundgåelige spørgsmål om, hvor pengene skal komme fra.
Et andet spørgsmål handlede om EU’s rolle og i særdeleshed, hvordan man overkommer bureaukratiet. Et relevant spørgsmål med tanke på, hvor langsomt det kan gå i EU – især med de store beslutninger.
“Vi kommer aldrig på det perfekte svar,” svarede Frederiksen og fortsatte med at beskrive, hvordan det ville styrke EU med flere medlemmer – noget, som Danmark vil have fokus på under det kommende danske EU-formandskab.
“Det er en af Europas udfordringer, at vi ikke kommer hurtigt nok over banen, fordi vi har mange processer. Og vi bruger rigtig meget tid, også på beslutninger, som vi burde kunne træffe hurtigere,” uddybede Frederiksen til Kandestøberen til det efterfølgende doorstep og forklarede, hvordan EU er “bundet op i styringsregimer, New Public Management og overdrevet bureaukratisering af vores samfund.”
Det er en af forudsætningerne for at have en stærk europæisk konkurrenceevne, lod hun forstå.
Og sådan kan man – lidt søgt – lave en kobling til sidste års New Public Management-besøg, selvom hun dengang ret beset talte imod det i en dansk kontekst.
Et tredje spørgsmål fokuserede på forskning og analyse – noget, vi universitetsstuderende naturligvis lever og ånder for. Er der plads til dette, når Frederiksens budskab til forsvarschefen ellers har været: køb, køb, køb?
“Analyser skal laves på et tidspunkt, hvor der er brug for dem. Men det skal ikke være lige nu,” svarede hun – til, hvad der må have været en skuffelse for spørgeren.
I det mindste kunne vedkommende og alle andre kommende djøffere trøste sig med, at der nok skal være arbejde til dem, men: “Det kan godt være, I ikke skal lave det samme som jeres forgængere.”
Den afsluttende bemærkning virkede dagens moderator og IP-lektor ved IFSK, Rasmus Brun, trods alt fornøjet med. Hans elever skal ikke bekymre sig om jobsikkerheden.
Det skal nok gå
Der har været fart på i Frederiksens kalender. Hun begyndte sidste uge i Ukraine på treårsdagen for den russiske invasion af Ukraine og sluttede ugen til et sikkerhedspolitisk hastemøde i London.
“Det er ikke noget muntert billede, jeg kommer og giver sådan en… mandag, er det?” rundede den socialdemokratiske formand spørgerunden af med.
Alligevel var der plads til optimisme – et budskab, hun også har fremhævet i sine interviews den seneste uge:
“Vi er en befolkning, som er utrolig velinformeret, oplyst og meget interesseret,” som hun sagde til Weekendavisen.
Situationen er alvorlig, må man forstå.
Men der er altså også håb: “Hvis vi er beslutsomme og står sammen, skal vi nok igennem det her, og jeg lover, at jeg vil gøre alt.”
