Strava: Kampen om kropslig kapital
Lad os begynde med at slå en ting fast: Strava er ikke en løbeapp, men et socialt medie. Det unikke ved Strava er ikke, at man kan tracke sine løbeture, men at man kan dele det med andre og få anerkendelse i form af kudos (likes). Fællesskabet og anerkendelsen er den eneste forskel på Strava og et hav af andre løbeapps, hvilket tyder på, at netop disse to ting er en vigtig del af tiltrækningskraften ved Strava.
Når man scroller ned over sit feed på Strava, er det tydeligt, hvor langt og hvor hurtigt andre løber. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Sociale medier udnytter vi menneskers iboende tendens til at søge fællesskaber, anerkendelse og sammenligne os med andre. Og når vi sammenligner os, opstår der uvægerligt statushierarkier.
Det er her, Bourdieu kommer ind i billedet. For ham udøves magt primært ubevidst, og han tænker relationelt og hierarkisk om magt. For Bourdieu forsøger vi konstant at forbedre vores egen position i det sociale rum ved at akkumulere kapital. Hvordan forbedrer man sin position i det sociale rum? Ved at positionere sig fordelagtigt i forhold til andre og dermed etablere et hierarki mellem det ”fine” og “mindre fine”.
I Danmark er der en stærk generel konsensus om, at sundhed er ”fint”: Alt andet lige vil alle hellere have et trænet end utrænet udseende. Ud fra Bourdieus begreber kan man dermed forstå ethvert opslag på Strava som en (ubevidst) magtudøvelse. Ved at vise sin ´kropslige kapital´ i form af løbehastighed og distance, prøver man at forbedre sin egen position i det sociale rum. Dette muliggør Strava, idet feedet er en lang sammenligning af kropslig kapital.
Dominanshierarki og symbolsk vold
Set med Bourdieu-briller er et Stravaopslag derfor heller ikke konsekvensfrit. Ved at vise, hvor trænet og sund man er, hæver man sin egen status på bekostning af andre. Både dem, som er langsommere end en selv, men måske i særdeleshed dem, som er i så ”dårlig” form, at de aldrig kunne drømme om at indfinde sig på Strava i første omgang. Kort sagt medvirker Strava til at marginalisere dem med lav kropslig kapital, hvorved man fastholder et dominanshierarki, hvor man ser ned på de utrænede. Det er dét som Bourdieu kalder symbolsk vold: Dem med lidt kapital accepterer deres lavere status og oplever derfor mindreværdsfølelser. Herudover skaber Strava et pres blandt dem, som allerede er på appen og er i god form: Et pres for at blive ved med at træne meget og ofte således, at man ikke ender som en af dem med lav status, der er langsom eller ikke engang har Strava.
Men er ovenstående ikke en overdrevet pessimistisk og grundlæggende latterlig måde at se Strava på? I efteråret 2024 lavede jeg et væddemål med min studiegruppe, hvor jeg skulle have Strava en måned. Denne måned, samt samtaler med en række venner og bekendte – herunder ikke mindst Kandestøberens gode redaktion – danner basis for de næste afsnit, som samlet set tyder på, at ovenstående måske ikke er så latterlig en analyse af Strava, som man intuitivt skulle tro.
En måned på Strava
Jeg har aldrig oplevet en, som har Strava, fortælle, at vedkommende går op i, om andre synes, man løber hurtigt. Alligevel har jeg, når jeg har været i løbeklub eller løbet med venner, lagt mærke til, hvordan de selv samme mennesker, som ikke går op i egne løbetider, straks klikker på deres løbeure eller fisker mobilen op for at pause tiden i lyskryds. Det kan selvfølgelig være fordi, man gerne vil have en præcis tid. Men var man oprigtigt ligeglad, kunne de få sekunder til og fra så ikke være lige meget?
I forlængelse af dette oplevede jeg i løbet af min måned på Strava adskillige undskyldninger for, hvorfor man ikke løb hurtigere. Nogle skrev, at de var ved at komme sig over sygdom, mens andre understregede dagens modvind. Herudover skriver folk af og til, hvilken del af deres rute, som de løb alene eller sammen med en løbeklub eller en ven. Strava giver mulighed for, at man kan se, hvor hurtigt man løber på forskellige dele af ruten og ofte løb disse personer hurtigst alene. Når man nævner vennen eller løbeklubben, kan det altså være en subtil måde at få nævnt, at ens gennemsnitstid jo kun er dårligere grundet, at man løb sammen med andre? Underforstået: Jeg besidder mere kropslig kapital end denne gennemsnitstid umiddelbart giver indtryk af. Jeg selv er bestemt ikke nogen hellig-Frans: En dag opdagede jeg, at jeg også havde beskrevet, hvor meget regn og vind, der var på en bestemt løbetur. Jeg må indrømme, at den eneste grund til, at jeg gjorde det, var for at forklare, hvorfor jeg løb langsommere.
For at sige det på rigtig stats-sprog er der således begrænset støtte til hypotesen om, at den gennemsnitlige Strava -bruger er ligeglad med, hvor lidt eller meget kropslig kapital ens personlige løbetider er udtryk for. Dermed ikke være sagt, at alle går lige meget op i det. Eller, at man går op i sin løbetid for bevidst at højne sin egen sociale status; for Bourdieu er magt og statuskamp jo i høj grad noget ubevidst. Samlet set tyder det dog på, at Strava er blevet en kampplads for kropslig kapital, hvor vi aktivt forsøger at positionere os overfor hinanden i forsøget på at befæste egen position i hierarkiet. Herudover tyder det på, at når vi bedyrer, hvor ligeglade vi er med vores tider, er det nok delvist en illusion.
Giver Strava mindreværdsfølelser?
En af mine første dage på Strava så jeg et opslag fra en af mine bekendte, som selv efter Strava standarder er i ekstremt god form. Han beskrev det, der for de fleste vil være en meget lang og hurtig tur som en ”stille og rolig tur”, hvilket næsten ikke kan undgå at efterlade én med en følelse af selv at være dårlig. Samme bekendte har fået beskeder fra andre venner, som er træt af, at han altid løber så langt, hvorved de føler sig dårligere.
Én har fortalt mig om sin veninde, som var ”pisse træt” af en ”giftig diskurs” på Strava. En diskurs, hvor selv lange og intense løbeture bagatelliseres som værende ingenting, hvilket efterlod veninden med en følelse af mindreværd og utilstrækkelighed. En anden fortalte om en ven, som efter eget udsagn havde mistet lysten til at løbe på grund af Strava. Vennen sagde, at Strava gjorde, at han ikke længere løb for sin egen, men for andres skyld.
Det mest absurde eksempel på, hvad Strava kan gøre, er uden tvivl det internationale fænomen Strava jockey. Det går ganske simpelt ud på, at man betaler andre for at logge ind på ens bruger, som så løber en tur, der er hurtigere og længere, end man selv kunne have gjort. Herved kan man vise sin kropslige kapital og få anerkendelse uden selv at gøre indsatsen. At Strava jockey er en ting viser med al tydelighed, at der netop foregår en kamp om anerkendelse på Strava. En kamp, som kan lede til så massivt pres og frygt for statustab, at man er villig til at betale penge for at undgå at tabe ansigt!
Strava – mere end bare en løbeapp
Det hyppigste argument for Strava er, at det motiverer én. Der er ingen tvivl om, at det er sandt, hvilket jeg også selv oplevede. Men det, som motiverer én, er nok en blanding af anerkendelse fra andre og en følelse af mindreværd og pres, fordi man vil fastholde/forbedre sin nuværende form for at fastholde/forbedre sin position i Strava hierarkiet. Det vil sige, at motivationen ikke kommer indefra, men udefra. Det er ikke nødvendigvis problematisk, men det er vigtigt at være bevidst om.
I det øjeblik man installerer Strava, giver det anledning til en række spørgsmål: Er løbeturen et mål i sig selv eller et middel til noget andet (anerkendelse, status)? Har man overhovedet løbet, hvis ikke man dokumenterer det? Har det nogen værdi at løbe, hvis ikke man dokumenterer det?
Måske vi kollektivt skal anerkende, at det at måle og dele aktiviteter med hinanden ikke kun er en passiv afspejling af adfærd, men at det ændrer ens adfærd. Man kan jo overveje, hvad der ville ske, hvis man i en app delte med hinanden, hvor mange timer man brugte på sit studie om dagen, hvor lang tid man var sammen med familie og venner, hvor mange kulturelle arrangementer man deltog i, hvor mange kalorier man indtager, eller hvad man vejer. De fleste kan nok forestille sig, at det muligvis vil medføre en vis adfærdsændring og en følelse af pres relateret til statushierarkiet.
Hvorfor løber du?
Samlet set kan man således sige, at Strava fremmer en adfærd, som i sig selv er positiv, men at man motiveres af forkerte ydre grunde, og at appen har en række bivirkninger.
Mit ærinde med denne klumme er ikke at overbevise dig som læser om, at det syn på Strava, jeg her har præsenteret, er den eneste eller mest sande måde at se Strava på. Jeg håber derimod, at det giver anledning til nogle refleksioner om et emne, der ofte er et selvfølgeligt positivt syn på. Herudover håber jeg på at have sat ord på et ubehag for dem, der ligesom jeg selv grundlæggende synes, at Strava er nederen.
For mig er løb en måde at koble af på efter en lang dag på uni. Når jeg løber, er det et privat frirum, men med Strava føles det derimod som en offentlig præstation. Jeg vil holde fast i at løbe for min egen skyld; derfor afinstallerede jeg Strava efter en måned. Hvorfor løber du?
