Hvad er en kap, og hvordan sejler man den?

I den silende aprilregn tager jeg ned for at forstå, hvad det vil sige at sejle kapsejlads. En lille flok sejlere og alumner står og samler sig mentalt, før strabadserne går i gang. Det er dagens andet træningspas á to timer. Træningen er dog kun 20 minutter inde, og snakken går på strømper: “Jeg har ikke flere ankelstrømper. Det var det, jeg sagde dig – alle dem, jeg har, er brune.” Livet ved søen er en kamp mod mudder, koldt vand og småskader. Mellem strømpesnakken foregår der sporadisk opvarmning. En ølkasse, halvfyldt med tomme flasker, sættes frem, og fokusset begynder at vinde frem.

“Nul, nul, en, to, tre …” råber en PF’er, mens en anden snurrer rundt om sig selv efter at have efterlignet et hak med en tom øl. Nullet betyder, at sejleren ikke er i den rigtige position og derfor skal spinne ekstra. “Men det kan jo ikke passe. Jeg kan jo mærke, den er under foden,” udbryder sejleren frustreret bagefter. Den tomme ølflaske skal nemlig være helt nede ved jorden – ellers gælder det ikke. Og dommerne er hårde i år!

Udover snurre og hak trænes hoppet i båden også flittigt. Men bevægelserne er ikke fuldt committed – ingen skal nyde noget af at falde i vandet efter fem minutter. “Det ser koldt ud i dag,” kommenterer en PF-alumne på sidelinjen. Hoppet er en meget vigtig del af kapsejladsen – og det gælder ikke bare om at ramme båden; den skal rammes rigtigt: “Når man skal ned i båden, vil vi gerne hoppe fra langt tilbage, så båden skubbes frem og ikke ned i vandet.” Hvis man ikke rammer rigtigt, og “man sidder helt ude, kan man slet ikke styre den og sådan,” forklarer en af de tidligere sejlere.

Som der kommer ild under træningsblusset, begynder hoppene i båden at blive mere præcise. På de mudrede sømåtter efterlader sejlerne spor fra våde strømpefødder. “Det bedste er sådan at svæve de der 5-10 cm over jorden og så ramme ned i båden. Så rammer man ikke noget, der giver sådan … du ved, modstand.”

Jeg forestiller mig ikke, at der er noget behageligt ved at svæve med sine fødder en halv meter over en halvgrov måtte – indtil en sejler pointerer for mig: “Det er ikke så slemt her, det er værre derovre på den anden side. Der er pladerne ikke så bløde.” Den modsatte bred har tunge plader af hård gummi. Jeg skærer ansigt ved tanken om at hoppe for kort, men får at vide: “Det er træls, men ikke værre end det.” Jeg tvivler.

Sejl og skift

Men det er derovre på den anden side, at den vigtigste del af træningen sker. Med sejlerholdet bevæger jeg mig halvvejs rundt om søen. Og så begynder snakken om, hvad der gør et sejlerhold til et vinderhold.

“Det, vi virkelig kigger på her, er vores skift – altså hvordan den næste kommer i båden. Når vi er langsomme, bruger vi over halvandet sekund på det. Et halvt er meget bedre.”

Det er nemlig ikke lige til for to store gutter i en 2,5 meter ustabil gummikano uden ror at bytte rundt. Efter at have løbet, hakket, snurret og roet tilbage, skal man vælte ud af båden – men samtidig holde den, så den er klar til næste levende billede. Igen: helst på under 1,5 sekunder.

“GODT! God tid! UD! UD! YES, GODT! Og så ind! Fat i den. Op! Mere lige. Ret den op!”, efterfulgt af et kollektivt “Avv, gjorde det ondt?” – da pagajen rammer næste sejler i hovedet.

Skiftet er alfa og omega for en finalechance. Man kan have nok så god personlig tid og være nok så sikker i sit spring, men skiftet kan ødelægge alt.

Et forkert bølgeskvulp “gjorde, at [båden] var skæv på, så jeg ramte den der på kanten der,” forklarer en drivvåd sejler efter en kæntring ved skiftet. Men selv hvis sejleren bliver i båden, kan en lidt for skæv båd have fatale konsekvenser. “Jaer, det var godt, men vi fik ‘disk’.” Med kun PF og mig ved søbredden er jeg noget rundforvirret over, hvem der pludselig diskvalificerede træningsturen. “Han var skævt over på 3’eren [en anden bane]. Når der er andre … det er ligesom at være ind foran. Så der diskvalificeres.” Og sejlturen alene virker ikke mindre kompliceret end skifteturen. “Nogle gange har de så meget i hovedet, at de ikke trækker vejret. Så derfor kan du nogle gange se dem, mens de ror, gøre sådan her,” fortæller en PF-alumne – illustreret af de mest overdrevne ind- og udåndinger, jeg nogensinde har set. Udover lige at trække vejret, skal man også huske på: “Kig op. Kig op, ret op, kig op! Kom så, kig op! Se herover!”

En start et par grader for skævt har sendt en sejler halvvejs ind på nabobanen. Først på sidste tredjedel af strækningen over søen har båden igen ret kurs. Efter ølhakket kommer snurret – en hel kunstart for sig. “Så jeg kommer ind her fra den her side, for når jeg så er færdig med [øllen] og gør sådan,” illustrerer en sejler, som viser, hvordan man går fra at hakke til at snurre. “Så er der ikke tyvstart. Det ville være en tyvstart på at snurre, hvis jeg nu bare gjorde det med foden.” En tyvstart vil betyde, at man skal snurre ekstra gange. Det samme, hvis man sejler for skævt. Og hvis bådvenderen ikke har armen i den rigtige vinkel. Og man må heller ikke kaste øllen uden for ens egen bane, når man er rundtosset og færdig med at snurre. Alskens “straffe” samles i sejlersprog under én betegnelse: “Det får vi ‘nul’ for det der.” Og hvad jeg som lægperson troede var en supertid, kan hurtigt blive til en skodtid, når straffene først har akkumuleret sig.

Hårde hunde og søens folk

Efter en times tid på søbredden er jeg begyndt at småryste lidt i regnen. Men sejlerne, der ved hvert skift lige står i søvand, er gennemkolde. “Ej, jeg tror, det er svært for mig at vende [båden]. Som om jeg er for stiv i armen til ligesom at løfte,” fortæller en sejler. “Hvis vi nu tager 100 squats, tror du så ikke, det bliver varmt igen?” Vejret gør ikke træningen nemmere. “Jeg var egentlig godt forberedt på, at det ville komme til at være hårdt. Men sådan … det er ret hårdere, end jeg lige havde forventet.” Det har sine omkostninger at bruge time op og time ned på at tosse rundt på bredderne af Unisøen. “Jeg har nok brugt 600 kr. på apoteket for det her. Du ved, for cremer og sådan,” fortæller en, mens en anden med et glimt i øjet nævner: “Og så er det også hårdt med alle dem, man må afvise. Sådan en lørdag aften kan man ikke være for godt i gang, hvis man skal i båden søndag morgen.”

Træningen rammer også andet end det fysiske. “Det, der overraskede mig, var, hvor træt man bliver. Sådan i hovedet.” Alle de små tekniske detaljer er noget nær umulige at holde styr på. “Jeg vidste jo godt noget af det – jeg havde snakket med nogle af de andre [tidligere sejlere, red.] – men jeg havde ikke forstået, hvor meget et fællesskab man får dernede.” Hele sejlerholdet virker enige. “Man får virkelig et godt forhold til de andre foreninger.” En anden tilføjer: “Vi går jo ligesom gennem det samme. Og så lærer man bare hinanden at kende supergodt.” Det skæbnefællesskab, festforeningerne finder ved søen, var jeg fuldstændig blind for. “Hvis vi bare havde stået hernede alene, havde det nok fanme været svært at komme herned hver gang. Men når de andre [foreninger] også er der, så skal man ligesom derned. Ikke kun vise, man er der, men også bare sige ‘hej’ og snakke. De er jo supersøde.”

Som soldaterne i skyttegravene er der et kammeratskab blandt søens folk – dem, der frivilligt vælter rundt i Unisøens uhumske vande. Det er langt mere venlig konkurrence end bitter rivalisering. Og til den store dag på fredag: “Vi vil jo gerne være bedst, men det handler mest om at skabe en fed fest. Vi vil bare gerne gøre det godt for jer!”