00:30: Krydspres

BIIP! BIIP! BIIP! Jeg tror, det er løgn, da vækkeuret ringer kl. 00:30. Som en fjern konstant i min drøm. Det er ikke løgn. Jeg har pakket mine ting aftenen forinden: stol, øl og tre lag tøj. Det eneste, jeg skal nå inden mødetidspunktet kl. 01:00, er at varme kakaomælk. Vi har fået den geniale idé at drikke varm kakao, rom og flødeskum – med det formål, at vi aldrig vil komme til at fryse. Men det tager åbenbart længere tid at varme kakao, end jeg lige har regnet med. Jeg har nemlig også ansvaret for den territoriemarkerende presenning, som er livsnødvendig for at holde pladsen natten over. Det betyder, at jeg står i et krydspres af min egen lyst til varm kakao i minusgrader og mit holds nedbrydende skuffelse. Jeg får hurtigt transporteret den varme drikkelse over i en termokande, og ud ad døren er det. Klokken har rundet 01:05, og i en kapgangsagtig fart styrter jeg mod Universitetsparken. Med campingstolen over skulderen og en pose i hver hånd er jeg på vej til mit livs første Kapsejlads.

01:25: Kapsejlads er ikke for sjov!

Jeg bliver buh’et ind af mine holdkammerater, der allerede har åbnet de første øl og står trippende på den stejle bakke i mørket. En halv time for sent. Lange blikke og dybe suk. Skammen spreder sig i mig. Kapsejlads er ikke for sjov, finder jeg hurtigt ud af. Det er heldigvis ikke værre, end at vi får spredt min medbragte presenning ud. Territoriet er afmærket. Jeg udstøder et ydmygt: “Det er da ikke så slemt?” og får heldigvis anerkendende respons fra mine mørkklædte venner. Nu kan jeg tage den med ro. Jeg folder campingstolen ud, og den karakteristiske lyd ved åbningen af en dåseøl giver en fornemmelse af tilfredshed, men også spænding. Hvad vil natten bringe? Klokken er omkring halv to, og Kapsejladsen begynder først kl. 14:30. Her er højt humør allerede – vi har alle glemt, at vi ingen (eller tilnærmelsesvis ingen) søvn har fået. Bag os, på plateauet af bakken, kommer folk valfartende med deres ting i det buldrende mørke. Som blinde søger de alle deres egen lille presenningplet, hvor de hører til og kan åbne deres første øl med ligesindede.

02:23: Når helvede fryser til is

Hvordan får man tiden til at gå? Det første – og nok vigtigste – step er ikke at fryse. Hvis det er på plads, så går tiden faktisk helt af sig selv. Vi sætter et beerpongbord op – eller et beerpongtørrestativ; det er måske en klarere definition. Enhver fests tidskværner. Man kan også sidde og nyde musikken … eller, der er lige det problem, at man skal være ret god til at differentiere mellem lyde for at kunne vælge én specifik sang at lytte til ad gangen. Kapsejlads er ligesom festival – en uendelig Soundboks-krig fra startskuddets lyd til den bitre ende af arrangementet. Hvis man ikke kan differentiere mellem lydene, så sidder du i et knudepunkt af Thomas Helmigs “Stupid Man – Drill Remix”, “Ægte vare” og “Take Me Home, Country Roads”. Eller en shuffle mellem de 13 forskellige Kapsejladssange, der er lavet til årets Kapsejlads. Ja, hvad er søen uden øffere? Et bedre sted at være måske. Desuden klæder det da straks PF’s bastunge temasang “Teknokratisk Technoparty” at blive skaleret op på Soundboks-niveau med fuld volume. Værdigt. Eller er jeg bare biased?

03:12: Vi skal have mere røg!

Det er fjerde gang, jeg tisser. Går kakaomælk hurtigere igennem systemet end andre væsker? Synet fra toppen og udover Uniparken giver et stød i mig. Det ser helt grotesk ud. Hvad der plejer at være grønne græsplæner, er nu transformeret til et virvar af mørke skikkelser, der alle sidder i cirkler og drikker, synger eller danser. Man kan ikke se individet i mørket, men massen bevæger sig som en myretue af liv. Uniparkens befolkningstæthed er gået fra nul til 30.000 i løbet af et par timer. Jeg holder tungen lige i munden, når jeg skal ned mod min egen camp igen. Jorden er smattet til, og de våde presenninger virker som glidebaner. Da jeg endelig får mast mig igennem en labyrint af campingstole, kommer jeg tilbage til en overraskelse. I midten af vores fællesskabscirkel står der nu en vandpibe med tre glohedt glødende kul på toppen, der lyser op. Jeg griner højt. Hvem er kommet på den vanvittige idé at bringe en brandfarlig vandpibe med klokken tre om natten? Jeg elsker idéen. Desuden bliver jeg pludselig stukket en slider i hånden. Den kom som kaldet. “En gave fra en tidligere holdkammerat”, bliver der sagt. Tak, siger jeg. Det kræver en øl.

03:34: Lumumba

Vandpiben damper på fulde blæs. Vi har fundet vores tæpper frem. Kulden er ved at snige sig ind på mig. Men hyggeligt, det er det. Mens nabocampen går amok til Fred Agains “Delilah (pull me out of this)”, går jeg i gang med at skænke op til en omgang kakao med rom og flødeskum mere. Der er jo flere måder at holde varmen på. Lumumba, lærer jeg, det hedder. Det lyder eksotisk, men smager mest af rom.

04:16: Specialøl?

Trykket er faldet en smule. Det kan også mærkes rundt omkring os på bakken. Starteuforien aftager jo altid. Ved siden af mig sidder en af mine holdkammerater og drikker Dansk Pilsner påskebryg på halvliters dåse. Hvordan kan man det? Jeg spørger hende om det samme. “Det koster 2,50 kr.”, svarer hun … jeg nikker, overbevist af svaret.

05:00: Sidder i min campingstol. Venter på den morningsol.

Lyset er så småt begyndt at bryde frem. Sollyset altså. Lyset for enden af tunnelen – det er en anden sag. Det giver energi. Ølbong må det blive. Vores camp har i løbet af natten også virket som valfartssted for trængende ølbong-brugere. Hvis det at blive fuld ikke går hurtigt nok, kan man komme til os. Min egen beruselse begynder også at træde ind, men trætheden nærmer sig i næsten lige så hurtige skridt i en indenoms overhaling. Den skal stoppes! Hvad hjælper mod en sådan altdræbende invasion? Øl – kedeligt. Mere rom – for farligt. Kaffe med Baileys – ja! Det er svaret. Jeg kigger forhåbningsfuldt på uret på min mobil. Der er kun 20 minutter til morgenholdet kommer. Det betyder boller med ost, pølsehorn og kaffe. Kaffe med Baileys. Så kan man da godt lige tage en ølbong i ventetiden. Morgensolen skaber et rødviolet tæppe på himlen. Men lyset gør det også muligt at se, hvad nattens strabadser har skabt. En konstant strøm af fulde mennesker fra og til har gjort, at vores base ikke længere er en lille oase i det store kaos. Nu er den bare en del af kaosset. Den grønne presenning er ikke længere grøn, men brun og våd som en mose af mudder, Baileys og tabte madrester. Men alt det er jo lige meget, for ud af det blå ankommer morgenholdet. Glæden spreder sig hurtigt. De nyankomne morgentrætte øjne uddeler pølsehorn og boller. Det er sjældent, en bolle uden noget har smagt så godt. Vi havde forinden diskuteret, om syv flasker Baileys var nok. Det kommer an på en prøve, tænker jeg, og hælder halv kaffe, halv Baileys op i et stort, hvidt papkrus.

05:30: Beruset om morgenen

Der bliver på store, parkomspændende højtalere bedt om at skrue ned for de 100 eller flere Soundbokse, der spreder sig rundt om hele Unisøen. Nu er det tid til morgensang, bliver der sagt. “I østen stiger solen op”. Min sidemakker finder teksten frem på sin mobil. Helt ærligt, hvem kan mere end første vers? B.S. Ingemann ville have været stolt. Den dampende kaffe bliver flittigt brugt som varmeelement i den kolde luft. Men også som smørelse til den rustne hals efter utallige udråb mod øffere og SL’ere i nattens løb. Næste sang kommer på, og uden at tænke videre over det sidder vi tæt pakkede og skråler med på Lukas Grahams “Drunk in the Morning”. Egentlig ironisk. Har han skrevet sangen til dagen? Nok ikke … men det føles sådan.

07:50: Bund! Bund! Bund!

Fra nu af begynder tingene at blive lidt mere slørede. Sådan, hvor tiden går i dobbelt tempo, selvom man selv føler, at man går i slowmotion. Jeg bryder mig fokuseret igennem de tætte campingstole, før jeg når op til hovedvejen. Vejen mellem Samfundsfaglig kantine og Per Kirkeby. Her strømmer fulde mennesker som en flod af stålsatte blikke og usikre ben. Men der er også vejarbejde. Kapsejladsens vejarbejde. For midt på den asfalterede gangsti flyver sko afsted mod en alenestående tom flaske. På hver side står fire-fem mennesker og enten bunder, hvis flasken i midten vælter, eller løber ind for at samle den op. Alt sammen i samme tidsrum. Kævle. Jeg bliver tilbudt en plads, men takker nej. Jeg skal videre. I udkanten af en hær af jalousigrønne øffere når jeg mit mål: Foreningslejrene. Bund! Bund! Bund! Jeg når dårligt at træde ind, før jeg finder ud af, at der kører bundesange på runde. Farligt sted at være. Jeg har ikke nogen bundesang, men får hurtigt tildelt én – “Toxic” med Britney Spears. Det ved jeg ikke, hvordan jeg skal have det med. Er bundesange bindende? Folk vælter rundt herovre. Rygterne går også på, at nogle har været her siden i går eftermiddag. I PF-lejren ved siden af vajer det store sorte flag, og imens lyder den nye vindersang om Spindoktoren Valdemar på repeat. Luften er blevet varm, og alting ses igennem beruselsens filter. Jeg må hjem til faste rammer, tænker jeg og tumler tilbage ad hovedvejen.

10:22: Den snurrende Baileys

Jeg står lidt og kigger tomt, før det går op for mig, hvad der sker. Det er en leg. Et spil. En Baileys-flaske spinnes imellem tre personer som en amerikansk fodbold. Personen, som griber den, skal føre flasken op til munden og tage en respektabel tår. Sådan går det på tur, indtil flasken er tom, eller rammer jorden og splintrer.

13:14: Farvel og tak

Solen står højt og skinner skarpt i ansigtet. Jeg sidder og stirrer ud i luften. Her er tyndet lidt ud, og jeg har ikke styr på, hvor alle er. Jeg kan kun holde fokus på, hvad der er lige for øjnene af mig – de sølle rester af en lunken Ceres. Jeg er fuld og træt. En person prikker mig på skulderen. Jeg kigger op og kæmper med at få øjenkontakt. “1-3 om at tage hjem”, hører jeg, der bliver sagt til mig. Jeg skal lige lade det vende med de sidste hjerneceller, jeg har tilbage af dagens kvote. Jeg skal ikke risikere ikke at tabe og rejser mig. Nu er det hjem i seng. Det er jo egentlig det, man har ventet på, siden man stod op af den ved midnatstid for over 12 timer siden. Farvel og tak Kapsejlads – vi ses igen til næste år.

Slentrende væk fra Uniparkens summende stemning i baggrunden aftaler vi naivt at komme tilbage for at se finalen. Det gjorde vi ikke. Men sagnet siger, at Spindoktoren sejlede os til en andenplads.