I mudderet ved Crawford Lake tæt på den canadiske by Ontario havde videnskabsfolk fundet aflejringer af plutonium, fossile brændstoffer, forandringer i geokemien og mikrobiologien, der tilsammen kortlægger miljøændringer, som kan dateres tilbage til 1950’erne. Forskerne var euforiske, og budskabet var klart: vi er ankommet til den antropocæne tidsalder.
Det antropocæne blev først rigtig populært tilbage i år 2000, hvor kemikeren Paul J. Crutzen og biologen Eugene F. Stoermer foreslog at indføre det antropocæne som en betegnelse for den aktuelle geologiske epoke, som vi lever i nu. Samtidigt vil det betyde, at den holocæne epoke, der begyndte for ca. 11.700 år siden, ville være slut.
Helt konkret beskriver det antropocæne, at menneskets aktiviteter nu i så høj grad påvirker og medfører globale ændringer i Jordens tilstand. Med andre ord, så har menneskets adfærd nu sat så dybe spor, at det indtræder i geologiens historie. Mennesket er nu en planetbestemmende art.
Og selvom et flertal på 12 ud af 18 prominente geologer i en afstemning for nyligt afviste, at mennesket har skabt en ny tidsalder på jorden, så er det ikke det væsentligste. Snarere er det væsentlige, at undersøge det antropocænes udbredte popularitet, der siden har affødt diskussioner om planetære perspektiver.
Et akademisk og kulturelt buzzword
Hvis man taster “Anthropocene” ind på Google Scholar og indsnævrer tidsintervallet til 2000-2024 får du – 210.000 resultater. Og hvis man kigger på de seneste fem år, så får man – 110.000 resultater. I danske akademiske kredse hitter det antropocæne også. Danmarks Frie Forskningsfond har finansieret et hav af projekter med millioner, hvor udtrykket Anthropocene indgår.
Derudover er den populære danske sociolog og forfatter Nikolaj Schultz og hans verdenskendte mentor Bruno Latour kendt for at anvende det antropocæne i deres værker. I deres fælles bog Notat om den nye økologiske klasse undersøger de potentialet for en ny økologisk klasse i det antropocæne. Derudover udgav Nikolaj Schultz få år efter bogen Landesyge, der beskriver de eksistentielle dilemmaer ved at leve i en antropocæn tidsdalder, og som sidenhen er blevet oversat til syv sprog.
Inden for i kulturens vægge excellerer det antropocæne også. Tilbage i 2015 stod Bruno Latour for en klimaudstilling om det antropocæne kaldet The Anthropocene Monument. Litteraturanmelder Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen har i flere indlæg for Information og Politiken fastslået det antropocæne som en fortolkningspræmis af øko-forfattere som Theis Ørntoft, Lars Skinnebach, Olga Ravn, Daniel Dalgaard og så videre.
Ordet er heller ikke nyt i politik. I 2016 skrev daværende natur- og klimaordfører for Alternativet, Christian Poll, et debatindlæg om det antropocæne med titlen: “Kære regering – velkommen til den nye tidsalder”. Debatindlægget blev årets mest læste. Folketingets grønne solist, Theresa Scavenius, har også skrevet flere indlæg om det antropocæne, og tilbage i 2021 prøvede hun at skabe partiet, Momentum, med budskabet om, at “den antropocæne tidsalder kræver antropocæn politik”.
Der er selvfølgelig gode intentioner i det antropocæne. Det skaber en fælles erkendelse af, at de økologiske kriser er menneskeskabte, hvilket er et videnskabeligt faktum.
Men jeg synes også, at det antropocæne virker misvisende. For det inviterer jo til en fortolkning om, at det er “mennesket som sådan”, det griske menneske, der har fremprovokeret de økologiske kriser – hvilket åbenlyst er forkert.
Muligvis tænker de, der anvender “det antropocæne”, heller ikke sådan. Men når vi bruger ord, så har det en betydning. De ord, vi bruger, kan inspirere og tegne historier og fortællinger. Hvad vi kalder vores tidsalder, har betydning. Det kan spore frem til nye bevidstheder, følelser og perspektiver til vores klode, som har potentiale for at have en individuel, kollektiv og politisk effekt – på godt og ondt.
Det antropocæne: en individualiserende og moraliserende ideologi
“Det er en dårlig, upræcis forklaring. Det er en skadelig ideologi”, siger Søren Mau til mig, da jeg spørger ham, hvad han mener om det populære udtryk “Det Antropocæne”.
Søren Mau er postdoc ved Institut for Filosofi og Idéhistorie ved Aarhus Universitet og er forfatter til den kapitalismekritiske bog Stum Tvang.
Grunden til, at det antropocæne er en skadelig ideologi, er, ifølge Søren Mau, at det slører ansvaret for de økologiske kriser.
“Det er jo ikke alle mennesker, men nogle mennesker og en historisk bestemt samfundsform, som er årsag til de økologiske kriser, vi lever i. Derfor er det antropocæne et skadeligt ideologisk begreb, fordi det præsenterer en forklaringsmodel, der slører ansvaret for de økologiske kriser”, siger han over telefonen med en sjællandsk dialekt.
“Den universaliserer skylden til at gøre det til et spørgsmål om mennesket. Den giver i højere grad anledning til en indadvendt moralsk selvrefleksion, mere end det giver anledning til udpegning af, hvem det egentlig er, der er skyld i den her udvikling, og hvordan fratager vi de mennesker den magt, og hvordan gøre vi noget ved det, der er sket”.
Disse “nogle mennesker” fortæller den velkendte historie om uligheden i de økologiske kriser. I Oxfam’s rapport Climate Equality: A planet for the 99% fra 2023 beskriver de, hvordan den rigeste 1 procent i verden (77 millioner mennesker) er ansvarlig for 16 procent af de samlede globale CO2-udledninger i 2019, hvilket er lige så meget som udledningerne fra de 66 procent fattigste (mere end 5 milliarder mennesker).
At ansvarliggøre “mennesket som sådan” synes på en måde at fortrænge historiens konturer og den grelle ulighed, der helt banalt eksisterer i spørgsmålet om, hvem der har det største ansvar for de økologiske kriser.
Den kapitalocæne æra
Af den grund er der brug for et nyt og mere retvisende navn for vores epoke, mener Søren Mau. En mere korrekt beskrivelse af vores epoke vil derfor være: det kapitalocæne.
Det kapitalocæne som epokebegreb stammer oprindeligt fra en artikel i det venstreorienterede magasin, Jacobin, skrevet af Andreas Malm, der er forfatter og professor i human økologi ved Lund Universitet.
Dermed læner det kapitalocæne sig naturligvis op ad en marxistisk analyse af de økologiske kriser. Det er nemlig kapitalen, og ikke mennesket som sådan, som er den geologiske drivkraft, mener Søren Mau og præciserer, at kapital ikke blot skal forstås “som en bestemt type af ting”, men snarere “måden at bruge ting på: nemlig at skabe profit”.
På den måde er kapitalen den syndige, når det kommer til ansvaret for de økologiske krisers udvikling og sågar også som en stopklods for at løse de økologiske kriser.
“Hvis man analyserer historisk, hvad er det for en udvikling, der har ført til de økologiske kriser, vi befinder os i, vil man se, at det har været drevet frem af profitdrevet produktion” forklarer han.
“Det er markedskonkurrencen og hermed den profitdrevne konkurrence mellem profitorienterede virksomheder, som har ledt til den udvikling. Det bedste og mest afgørende eksempel er, da den globale økonomi blev afhængig af fossile brændstoffer, hvor man gik fra kul og senere til olie som de primære brændstoffer. På den måde er det kapitalen, der både er den historiske årsag til den globale opvarmning, og den aktuelle barriere for at afværge og bremse den globale opvarmning”.
Hvis man kigger på de globale udledningers historie, kan man se en tynd mørkeråd linje, der strækker sig igennem hundreder af år. Væksten i den globale udledning af CO2 var relativt langsom indtil midten af det 20. århundrede. Og herfra tager det en voldsom drejning, der omtales som “den store acceleration”. I 1950 udledte verden 6 milliarder tons CO2. I 1990 var dette næsten firedoblet og nåede op på mere end 20 milliarder tons. Siden da er udledningerne yderligere vokset, og i 2023 slog verden rekord med 37,4 milliarder tons CO2 ifølge Det Internationale Energiagentur (IEA).
Den historiske udvikling er helt essentiel. For kapitalen skal nemlig ses i et historisk perspektiv, mener Søren Mau.
“Kapitalen som socialt princip er opstået i samfundet på et bestemt tidspunkt under nogle særlige historiske forhold i menneskehedens historie”, siger han og tilføjer hurtigt, at:
“Menneskeheden har jo eksisteret i et par hundrede tusind år, men det er jo simpelthen først inden for de sidste par hundrede år, at vi har set en udvikling, hvor det menneskelige samfund pludselig begynder at vende sig mod sit eget naturgrundlag, Det giver et paradoks og en udfordring for det antropocæne som en historisk forklaringsmodel: hvorfor har menneskeheden i mere end 99% af dens levetid ikke haft en effekt på jordklodens udviklingen?”
– Men er kapitalismen ikke også et politisk og økonomisk system, som er menneskeskabt, og på den måde kan man vel sige, at hvis det er kapitalismens skyld, så er det også menneskehedens skyld?
“Det er selvfølgelig oplagt at indvende, at det er mennesker, der har skabt kapitalismen, så hvis det er kapitalismens skyld, så er det jo på den måde også menneskehedens skyld. Men man kunne også sige, at mennesker er dyr, og at vi dermed lever i den geologiske epoke, hvor dyr har en afgørende indflydelse på jordens udvikling. Og til det vil man sige, at det jo ikke er alle dyr, men det kun er et bestemt dyr”, siger han.
“Man kan dermed vælge forskellige niveauer af generaliseringer. Men i og med, at man gør det med begrebet om mennesket, så antyder man, at det ikke bare er en kategorisering, men at det også siger noget om kausalforholdet om, at årsagen til den her udvikling er mennesket”.
Hønen eller ægget
Den italienske marxistiske filosof Antonio Gramsci talte om, at før der kan skabes social og politisk forandring, så skulle man besejre det kulturelle hegemoni i samfundet. Man skulle udvikle en modkultur med alternative værdier og normer til det herskende kulturelle hegemoni i samfundet.
Gramscis tanker minder om noget, som de to antropocæne intellektuelle, Nikolaj Schultz og Bruno Latour, skriver om i deres fælles bog Notat om den nye økologiske klasse, og generelt i deres intellektuelle arbejde de senere år. Makkerparret mener, at de grønne partier ikke har fået etableret en modkultur, en politisk økologi med et “vi”, der har nye værdier, begreber, æstetikker og fortællinger, som kan skabe politiske forandringer. For før succesfulde grønne valgresultater, så skal de grønne partier deltage i en kulturel kamp om det herskende samfunds ideer. Kort sagt, så mener de to, at politiske forandringer først og fremmest kommer ved at ændre den måde, vi tænker på.
Deres budskab synes at virke overbevisende, hvis man måler det efter popularitet. Inde på Nikolaj Schultzs Instagram finder man collager af ham, der turnerer rundt i verden med sine økologiske tanker. Samtidig er Nikolaj Schultz også at finde i store aviser som tyske Die Zeit, og i næsten alle de store danske dagblade som Information, Politiken og Kristeligt Dagblad, og mere nichede magasiner som RÆSON, Eftertryk, Atlas og Føljeton.
Trods den globale og lokale popularitet, så er Schultz og Latours analyse ikke overbevisende, mener Søren Mau.
“Jeg mener, at det er en dårlig og uoverbevisende teori om, hvad der skaber historisk og politisk forandring. Derudover er den som politisk strategi ineffektiv. Jeg tror ikke, at vi kommer til at skabe en effektiv, progressiv social forandring, ved at ændre den måde, vi tænker på”, siger han skarpt.
Søren Mau er hurtig og eftertænksom i sine svar. Han formulerer sig elegant, og siger sjældent tænkepause ord som “øh” eller “mm”. Han er selvsikker i sin analyse.
I virkeligheden burde man vende analysen om og i stedet have en materialistisk forståelse af historisk og social forandring, mener Søren Mau.
“Jeg vil sige det omvendte gør sig gældende: den måde, vi tænker på, er resultatet af den måde, samfundet ser ud på. Bredt sagt skal vi ændre den måde, vi lever på og derigennem de måder, vi tænker på”, pointerer han.
“Og det lægger op til en politisk strategi, der skal knyttes til en kamp for et stabilt livsgrundlag for menneskeheden og andre levende arter sammen i kampen mod kapitalismen. Uden at få afskaffet kapitalismen, får vi heller ikke afværget de økologiske kriser. Og vi skal ikke blot afskaffe kapitalismen, men vi skal også etablere et nyt økonomisk system, der overholder de planetære grænser”.
Anvendelsen af de to begreber, det antropocæne og det kapitalocæne, synes at føre til en dybere kamp mellem to intellektuelle fronter i forståelsen af, hvordan vi skaber en politisk og social forandring, der akut kan finde løsningen på de økologiske kriser. En slags hønen eller ægget-diskussion.
Det kapitalocænes fremtid
Vi er ved at nå afslutningen af interviewet, og jeg må komme med en tilståelse: Jeg er træt. Sagen er, at der dagen før interviewet opstod en gylden mulighed for, at jeg kunne få en gratis endagsbillet til Smukfest. Jeg vågnede derfor med følelsen af, at mit hoved var en byggeplads, og efter 30 minutters snak om kapitalisme kan jeg konstatere, at det måske ikke er den mest effektive tømmermændskur.
Jeg når dog at få spurgt Søren Mau, hvad der skal til for at det kapitalocæne som epokebegreb kan blive mere udbredt – måske endda blive mainstream?
“Inden for universitetsverdenen, forskningsverdenen og de snakkende klasser, der er det selvfølgelig i et vist omfang muligt bare at gøre det, som du og jeg og andre gør, som er, at tale om det, forsøge at udbrede begrebet og sprede opmærksomheden omkring det”, siger han.
“Men jeg tror, at det, der for alvor rykker noget, det er, at flere bevægelser bliver mere eksplicit i deres antikapitalisme. Jeg synes, at man se en tendens til, at klimabevægelser bliver mere antikapitalistisk, mere radikale og generelt vokser. Samtidig tror jeg også, at den udvikling vil afspejle sig akademisk i et større fokus på kapitalismens sammenfletning med klimakatastrofen”.
Når jeg søger på “kapitalocæn” eller på engelsk “capitalocene”, finder jeg et virvar af forskningsartikler og bøger. Men udover få avisartikler fra enten Andreas Malm eller Søren Mau, så er det svært at finde begrebet i en større international eller dansk avis.
Det kapitalocæne nyder måske en akademisk opmærksomhed, men det savner en almen udbredelse.
Men måske skal det kapitalocæne som epokebegreb heller ikke isoleres, men snarere ses i en større kontekst. De seneste par år synes der at være en stigende eksplicit kapitalismekritik i de sociale bevægelser. I Gretha Thunbergs bog Klimabogen, skriver hun, at vi skal gøre op med “kapitalistisk forbrugerisme og markedsøkonomien”, og i Den Grønne Ungdomsbevægelses nyeste håndbog Til Fremtidens Virksomheder er det første ud af syv principper, at “Fremtidens virksomheder har ikke længere profit som et mål i sig selv”.
I det intellektuelle miljø er der også en ny strøm af kapitalismekritiske bøger. Den franske økonom Thomas Piketty blev en global intellektuel i 2013 med sit kapitalismekritiske værk Kapitalen i det 21. århundrede, og den amerikanske socialpsykolog Shoshana Zuboff punkterede i 2018 tech-giganternes magt med en revolutionerende kapitalismekritik i sin bog Overvågningskapitalismens tidsalder.
Dermed er det kapitalocæne som epokebegreb snarere indlejret i en ny kapitalismekritisk bevægelse, der spænder sig fra tech-giganterne til de økologiske kriser – og som sikkert er meget bredere og større end beskrevet her.
En konstant diskussion
Men i hjørnet lurer der også andre, der mener, at de har den sande beskrivelse af vores epoke. Den verdenskendte filosof og feminist Donna Haraway er også kommet med sit bidrag til tidsalder debatten, hvor hun i en kritik af bl.a. “det antropocæne” og “det kapitalocæne” kommer frem til, at vores tidsalder er i “Den Chthulucæne Epoke”. På samme tid eksisterer der også epoke-begreber som “det Plantationocæne” og “det Teknocæne”.
Det vidner om, at vi på mange måder lever i en tid, hvor forholdet mellem natur og kultur gentænkes, diskuteres og formes på ny. De forskellige epokebegreber synes at være tydelige reaktioner på og en kritik af de andre. Myriaden af de mange begreber, fortolkninger og narrativer af jordens nuværende tilstand er et sundt tegn. Det sikrer, at de historiske analyser ikke er for snævre, at vi ikke bliver forblændet af ét perspektiv, og at vi derfor er i en konstant samtale, som kan rumme nye idéer og historieforståelser.
Hvert epokebegreb har – i mindre eller større grad – ret i deres planetære perspektiver. Og sådan vil det nok altid være. For i en kaotisk og kompleks verden findes der sjældent én vedtaget sandhed om jordens tilstand og samfundets udvikling.
