Jeg må efterhånden være selvudnævnt popkulturel redaktør her på kanden. Jeg læser småskammeligt Euroman, og mener, de udgiver nogle af de bedste portrætter i det danske mediebillede. Jeg lytter til hiphop (modsat alle andre indie-punk/rock/jazz lyttende statskundskabere), og så har jeg vigtigst af alt fulgt højintenst med i hiphoppens seneste skud på stammen, når det gælder intriger, disstracks og forpustede egoer. Det er dog ikke første gang verdenen skal lægge ører til beef mellem verdens største artister. Tupac og Biggie skød bogstaveligt talt denne trend i gang, hvorefter NAS og Jay Z overtog stafetten og kæmpede om at være betonjunglens alfahan. Hver generation har sine giganter, som støder hovederne sammen og skaber musikalske rystelser, der kan høres og mærkes. Sådanne hovedstød er bare hamrende komplicerede, men frygt ej, Kandestøberen vil her tage dig i hånden og udpensle de vigtigste nedslag i vor tids (indtil videre) største musikalske beef.
Vores generation har muligvis følt de første stød, da Kendrick på Metro Boomin og Futures nyeste to plader udførte nænsomt forspil til et potentielt trekantsdrama mellem primært ham, Drake og J. Cole. Mest nævneværdigt er sangen ”Like that”, hvor Drakes seneste plade ”For All The Dogs” får en velfortjent snitter, og det mest ørehængende vers lyder sådan: ”Motherfuck the big three, ni**a, it’s just big me”, hvor han med reference til Drake bangeren ”First Person Shooter” med J.Cole som feature, sætter et punktum på den diskussion, Cole selv rapper et par vers om. Så er scenen ligesom sat.
Nogle af jer undrer sig nok over, hvordan vi er endt her, og det findes der heller ikke ét klart svar på – især når vi har at gøre med uundgåelige egoer, kommercielle interesser, og hiphop-verdenens voksenbaby; Drake. I finder nok heller ikke et fyldestgørende svar her i artiklen, og den burde også involvere et virvar af artister såsom Metro Boomin, Future, Rick Ross, A$AP Rocky og The Weekend. Linjerne kridtet skarpt op, så har Kendrick altid små-stukket til Drake, hvoraf han oftest har ignoreret disse. Men rap er konkurrence, især for Kendrick, der i 2013 på Big Sean’s ”Control” for alvor viste tænder med verset: ”I got love for you all but I’m tryna murder you ni**as”, hvilket gravede grøfterne dybere mellem ham og Drake. Den efterfølgende tid har de holdt sig i hver sin lejr og med strygende musikalsk succes til følge. J. Cole ”er” der egentlig bare. Uden at miskreditere hans kvaliteter, så er det ikke ham, der er hovedpersonen i dette drama. Og dog så udgav J. Cole i sidste måned den veludførte plade ”Might Delete Later”, hvor sidste track på pladen er ”7 Minute Drill”, som er en tre-et-halvt minutters langt modsvar til Kendrick’s vers på ”Like that”. Det var alt, hvad vi tilhængere havde brug for. Endelig et modsvar, og en initial krigserklæring som alle forstod. Men før de første skud overhovedet blev affyret, hejste J.Cole det hvide flag og trak i land. Til en koncert undskyldte han og fortrød pinagtigt sit disstrack.
Men hvad med Drake? Udover blachmanske (læs: uforstående) instagram opslag tog han bladet fra munden kort tid efter og udgav et respektabelt modsvar med titlen ”Push ups”, og som om det ikke var nok udgav han samme dag ”Taylor Made Freestyle”, der dog senere blev taget ned. 2 uger senere udgav Kendrick et modsvar til modsvaret (den her konflikt burde være PT-pensum) med titlen ”Euphoria”, og i Drakes tegn udgav han endnu et nyt disstrack i samme uge med titlen ”6:16 in LA”. Som modsvar til Kendricks seneste lussinger udgav Drake ”Family Matters”, men kort tid efter udgav Kendrick hans hidtil hårdeste modsvar med de to sange ”Meet the Grahams” og ”Not Like Us”. Uden at udpine jer med citater, kan man kort sagt konstatere, at der bliver gået til den. Drake anklager Kendrick for utroskab og voldelig adfærd overfor sin kone. Kendrick anklager i ren Pusha T stil Drake for at have endnu et barn, som offentligheden ikke kender til. Og nu som man skulle tro, at stridsøksen enten var blevet begravet, eller nedlagt til slibning, så udgiver Drake ”The Heart Part 6”, der er bedst i de sidste to minutter, og sjovest af alt angiver at have plantet falske beviser i Kendrick-lejren omkring hans angivelige anden datter.
Beefen siger noget dybere om kløfterne i moderne hiphop
Den kolde krig er blevet varm, og diverse hiphopmagasiner (samt Kandestøberen) venter i spænding på at få endnu mere kød på gaflen, fordi beefen umiddelbart ikke ser ud til at ende. Men hvorfor ikke begrave stridsøksen, og lade os lyttere gå mætte i seng – vi har trods alt nok på vores tallerken. Svaret findes i både de to rapperes personligheder, men også i den kulturmusikalske kløft som begge fanskarer befinder sig i. På en måde var beefen uundgåelig. Drake og Kendrick er som to modpoler med hver sin lejr i hiphop. Drake, som den kommercielle masseappelerende rapper, der udgiver flere albums om året, og har en mere poppet og ørehængende lyd. Kvantitet mod kvalitet, hvis man sætter det på spidsen. Kendrick som den mere selvbevidste rapper, der kun har udgivet fire album de sidste 14 år, og med en mere eksperimenterende og seriøs lyd. Man lytter, når Kendrick rapper. Kendrick ville næppe have emoji- og memelignende albumcovers. På trods af intrigerne og kampen om ordet, og hvem der vil trække sig sejrrigt ud af denne omgang, kan vi lyttere i det mindste glæde os over én ting: at vi er vidne til en omgang god musik.
