”Det er nemt at ødelægge ting når man har magten. Men at skabe positive og strukturelt langtidsholdbare løsninger er en vanvittig svær opgave. Og det er netop det ansvar man har som magthaver.”
Bjarne Corydon ser på mig med en let seriøs mine. Han virker både alvorlig og dybt engageret når han taler om hvad det kræver at tage politisk lederskab. Han fortæller, at han er bekymret for den offentlige politiske debat i Danmark, og lyder som et ekko af den tyske sociolog Jürgen Habermas.
”Når man sidder på magten, går det op for én, at den karikerede tegneserie-udlægning af politik man får fra de politiske kommentatorer, har minimal samfundsmæssig betydning. Det er rigtigt at interne intriger og det politiske spil kan have en indflydelse på, hvor populære de forskellige politikere er, men det har jo intet med den reelle samfundsudvikling at gøre”, siger Corydon med rynker i panden.
Han bliver mere munter, når vi taler om hans egen politiske karriere, og den kritik af ham som stadig florerer i den brede offentlighed. Det er tydeligt, at Bjarne Corydon er meget bevidst om sit omdømme, og at han tager en vis ironisk afstand til det.
Men han fortryder ikke det store.
Det er en varm og solrig dag i København, og jeg har begivet mig ud i den tidlige morgens myldretid, for at mødes til en snak med tidligere finansminister og nuværende direktør og chefredaktør på Dagbladet Børsen, Bjarne Corydon.
Vi har aftalt at mødes på Corydons kontor, og jeg har derfor sat kurs mod Møntergade 19 hvor Dagbladet Børsen har adresse.
Børsen kan nok bedst beskrives som den danske version af Financial Times. En avis for erhvervslivet, med særligt fokus på økonomi, finans, virksomheder, investering og politik. Det er en avis for voksne i hvid skjorte, blå blazer og sorte lædersko.
Jeg har med en vis nervøsitet iklædt mig et par løstsiddende marineblå Carhartt bukser, og en nystrøget brun polo t-shirt i håbet om ikke at skille mig for meget ud. Dagens vejr egner sig dog bedst til shorts og sandaler uden sokker. Sveden pibler ned ad min ryg.
Efter et par minutters smalltalk med en sød receptionist i Børsens entré, ser jeg Bjarne Corydon træde ind ad døren. Han er iklædt et par sorte loafers, lyse chinos og en armygrøn t-shirt, og hilser pænt med et stort smil og en lille to-go-kaffe i hånden. Hans afslappede facon gør mig rolig, og jeg følger trygt med op af en smal trappegang til chefredaktørens kontor.
Corydons skrivebord er dækket til af et tykt lag af rapporter, magasiner og bøger. Vi sætter os ved et småt bord lige inden for døren, og snakker om Kandestøberen og Bjarne Corydons studietid på Statskundskab i Aarhus.
”Jeg kommer fra en familie, hvor ingen havde en akademisk uddannelse, sågar ikke en gymnasial. Til gengæld var der en stor interesse for politik og samfund.”
Bjarne Corydon fortæller, at han som ung ikke anede at statskundskabsstudiet eksisterede. Men opdagelsen af studiet og den akademiske verden ændrede hans liv.
”Det at studere politik og samfund var jo en helt drømmeagtig oplevelse for én som mig. Indholdet på studiet var super spændende, men også oplevelsen af at være omgivet af medstuderende med samme interesse som jeg selv var helt fantastisk.”
Corydon voksede op i Kolding, og havde aldrig trådt fod i hovedstaden København før han blev voksen.
”For mig var det helt vildt at flytte til en stor universitetsby som Aarhus. Men på statskundskabsstudiet kommer folk fra alle dele af landet. Det er de færreste som kommer fra Aarhus, så på den måde starter de fleste med et fælles vilkår som tilflyttere. Det var ret fantastisk, for det betød at alle havde en fælles interesse i at skabe nye og stærke venskaber. Flere af mine studiekammerater fra den tid betragter jeg som familie i dag.”
Corydon var i sin studietid medlem af den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum sammen med blandt andre den nuværende finansminister Nicolai Wammen. Senere blev Corydon rådgiver, folketingsmedlem for Socialdemokratiet samt finansminister. Men det var på ingen måde en planlagt karrierevej
”Som du og de fleste andre, som er så heldige at starte på statskundskabsstudiet vil opleve, så er ens arbejdsliv ofte præget af en høj grad af tilfældighed. Det kan virke skræmmende, men det er egentlig en velsignelse, at verden på den måde ofte ender med at gribe én.”
Da han var færdig med sin bachelor, søgte Corydon et barselsvikariat for sekretariatschefen hos de danske socialdemokrater i europaparlamentet. Det var tilfældigvis Helle Thorning Schmidt som Corydon vikarierede for, og sådan væltede den første dominobrik i det, der endte med at lede til en karriere indenfor toppolitik.
”Jeg vil generelt anbefale folk at komme vidt omkring i deres arbejdsliv. For det er først når man rigtig har oplevet lugten i bageriet, at man forstår det felt man agerer indenfor. På samme måde kan man sige, at man indenfor det politiske først rigtig forstår samfundet, når man har siddet ved magten og ansvaret. Der findes desværre politikere som ikke selv er klar over, at de ved alt for lidt om hvordan politik og samfund faktisk fungerer”, siger Bjarne Corydon med et smil på læben.
Senere fik Corydon en toppost i konsulentvirksomheden McKinsey. Her fik han fornøjelsen af at arbejde sammen med regeringer fra alle dele af verden. Selv sammenligner han jobbet med den komparative analyse, som man bl.a. bliver undervist i via faget Almen Statskundskab.
Nu er Bjarne Corydon så direktør og chefredaktør for Dagbladet Børsen på syvende år. Her er han med til at præge den fælles samtale og politiske offentlighed, som han kærer sig så meget om.
Corydon mener, at offentligheden er præget af for mange irrelevante diskussioner og argumenter som ikke er tilstrækkeligt faktabaserede. Jeg hæfter mig især ved hans bemærkning om, at det fortjener ros, når magthavere formår ikke at ødelægge det som fungerer.
Selv er Bjarne Corydon kendt som legemliggørelsen af nødvendighedens politik. En politik som hans modstandere ville betegne som centristisk, afideologiseret og måske endda markedsfundamentalistisk eller neoliberalistisk.
– Kan du ikke være nervøs for, at en meget kalkuleret midtersøgende politik kan betyde, at vi ikke får de nødvendige input fra de politiske fløje, som igennem den politiske historie har skabt nybrud og systemforandringer som vi i dag er taknemmelige for?
Corydon nikker, og tager tilløb til sit svar.
”Det er et fremragende spørgsmål. Jeg er blevet kaldt mange ting, også betydeligt værre ting end det du nævner her, men én ting man ikke kan kalde mig, det er konservativ. Jeg tror konstant forandring og reformering er strengt nødvendigt. Givetvis også i et højere tempo og mere markant end de fleste er komfortable ved.”
Derfor er Bjarne Corydon heller ikke enig i beskrivelsen af sig selv som systembevarende. Han fremhæver de seneste 40 års danmarkshistorie som et politisk mirakel. Ved udgangen af 70’erne, efter den anden oliekrise, var dansk økonomi på kurs mod afgrunden, som den daværende socialdemokratiske finansminister Knud Heinesen så berømt bemærkede.
Siden da har økonomiske reformer, en omlægning af den danske arbejdsmarkedsmodel og det danske pensionssystem samt skrap budgetplanlægning præget dansk politik. I dag er Danmark et af verdens rigeste lande, og i 2023 havde Danmark den fjerde laveste bruttogæld af alle europæiske lande, på blot 29,3% af BNP. Til sammenligning havde Frankrig i 2023 en bruttogæld på over 100% af BNP, mens gennemsnittet for landene i euroområdet var på knap 90% af BNP.
For Bjarne Corydon er det en succeshistorie, som viser at forudsætningen for at have et velfungerende velfærdssamfund, er at have en ansvarlig politisk styring baseret på stærk faglighed. I Danmark er det, ifølge Corydon, sket ved at der er blevet opbygget en konsensus om offensiv reformpolitik på den danske midte.
”Det at have en stor offentlig sektor som kan skabe social tryghed, det er et afgørende værdibaseret valg. Men det at træffe en værdibaseret beslutning betyder jo ikke nødvendigvis at det lykkes i praksis. Der kan man jo bare se til Frankrig, hvor de ikke har den nødvendige politiske styring og beslutningskraft.”
Bjarne Corydon ser ligeledes denne konsensusprægede faglige styring fra midten som opskriften på at få løst de udfordringer som vi står overfor i dag: den grønne omstilling, en ny geopolitisk virkelighed og teknologisk udvikling.
Jeg lytter betænkeligt til Corydons konklusion, og tager den sidste slurk af min lunkne maskinkaffe. Jeg kommer til at tænke på mange af de nye stemmer i den politiske debat, som taler for en ny måde at skabe politik på. Blandt andre har Emma Holten talt for et reduceret fokus på de økonomiske regnemodeller, og øget inddragelse af andre fagligheder som sociologien og pædagogikken.
På den anden side har grønne økonomer som Peter Birch Sørensen talt for at regnemodellerne skal udvides, så de i højere grad kan internalisere de økologiske og velfærdsmæssige variable som modellerne ikke ellers tager højde for.
Bjarne Corydon smiler skeptisk, og udfordrer med det samme Emma Holtens perspektiv:
”Jeg mener at det er helt afgørende, at man ikke river det ned, som jeg og andre har været med til at bygge op i løbet af mange år. I stedet skal det udvides, og ske i forlængelse af det projekt. Her kan man se til de økonomer som faktisk forsøger at komme med konkrete opskrifter på at få regnet CO2-udledning ind i vores regnemodeller, i stedet for at tumle rundt i en abstrakt idédebat.”
Corydon mener at det vil være meget risikabelt og usikkert, hvis ikke man tænker velfærd og bæredygtighed sammen med velstand og fortsat økonomisk vækst. Og han lægger sig tættere på Peter Birch Sørensen end Emma Holten, når det kommer til finansministeriets regnemodeller. Vi skal ikke bruge dem mindre, vi skal gøre dem bedre, mener Corydon.
Når man først har givet Bjarne Corydon ordet, er det svært at tage det tilbage igen. Jeg afbryder ham lidt abrupt:
Men vil du erklære dig enig i, at der mangler nye perspektiver i den politiske debat, eller…?
Corydon bryder ind, og tager ordet igen: ”Jeg synes helt sikkert at det næste skridt må være, at man indfører mellemfristede planer, ikke bare for de offentlige finanser, men også for bæredygtighed og produktivitetsudvikling, så man bygger videre på det regime jeg selv var med til at bygge, i form af budgetloven”
Jeg gengælder Corydons skeptiske smil, men beundrer det store engagement som stråler ud af ham, når han taler om politisk og økonomisk styring.
”Jeg oplever, at der er alt for mange falske lodder i vægtskålen hos mange af debattørerne indenfor det her felt. Man ignorerer simpelthen, at hele finansieringen af velfærdssamfundet jo kommer ud af det budgetregime vi har bygget. Og når det gælder Emma Holten, så er det jo svært inden for hendes regime at forstå, hvorfor vi bruger 50% af BNP på den offentlige sektor i dette land. Hvis vores regnemodeller var lodret imod omsorg og velfærd, så er det jo uforståeligt at vi alt taget i betragtning bruger så mange ressourcer på det.”
– Men til det ville Emma Holten nok sige, at dengang man grundlagde velfærdssamfundet, var det netop ikke på baggrund af økonomiske konsekvensberegninger, men på idéer som ikke ville kunne skrives ud på en matematisk formel? Og i dag synes det alt andet lige sværere at få trumfet nye velfærdstiltag igennem.
”Men det er jo åbenlyst forkert” siger Bjarne Corydon med en meget seriøs mine.
”Vores velfærdssamfund er blevet udbygget i utrolig grad de sidste mange år. Der er ingen i dette land, som ville acceptere det velfærdsniveau vi havde tilbage i 30’erne. Vi er blevet meget rigere, og bruger stadig 50% af BNP på det offentlige.”
Det er tydeligt at Bjarne Corydon, måske ubevidst, skruer taletempoet betydeligt op, når han skal have en vigtig pointe igennem.
”Jeg kender ikke mange oplagte eksempler på samfund, som har lykkes med at bruge mere end 50% af BNP på det offentlige. For mig at se må det simpelthen være et designkriterie, og så må fokus i stedet være på, hvordan vi får mest muligt ud af de penge. Og det fylder desværre forsvindende lidt i debatten i dag.”
I starten af juni skulle europæerne sammensætte deres nye europaparlament. Og selvom det ikke blev så voldsomt som spået, og frygtet af mange, så rykkede magten i europaparlamentet sig mod højre. Den yderste højrefløj stod tilbage som valgets vindere, om end de ikke får direkte del i magten.
Jeg får derfor lyst til at spørge Corydon, om ikke den øgede utilfredshed med det politiske establishment kalder på nye borgerinddragelsesinitiativer.
– Fungerer vores strengt repræsentative demokratiform stadig?
”Først og fremmest vil jeg sige, at forklaringen om, at det skulle være en ny klassekamp vi ser udspille sig, det mener jeg er en doven forklaring. Selvfølgelig er der noget rigtigt i det, men jeg mener det er en meget mere omfattende ommøblering af det politiske system som vi ser ind i.”
Bjarne Corydon folder hænderne ud, og taler om at de skillelinjer som typisk har domineret i vestlige demokratier, ikke længere strukturerer vores partitilbehørsforhold. Det politiske system er mere fluktuerende, og mulighederne for langsigtede løsninger forringes.
”Jeg tror vi ser konturerne af et tripolært politisk system, med en blok langt til venstre, en blok langt til højre, og en form for midte. Så er spørgsmålet bare om den udformning kan gøres stabil og gavnlig.”
Jeg lytter interesseret, og spørger så ind til, hvad det betyder for vores demokrati.
”Jeg har stor respekt for idéen om borgerting, men jeg er afgrundsdybt skeptisk overfor forestillingen om, at det er løsningen på demokratiets udfordringer.”
Bjarne tømmer sin to-go-kaffekop, og taler hurtigt videre som om han frygter, at jeg kunne finde på at bryde ind.
”Jeg tror mere på, at det afgørende er at få skabt et kompetent demokrati. Det kan lyde elitært, og det er det måske også, men jeg mener det er fuldstændig afgørende at have en kompetent politisk elite.”
Igen henviser Corydon til det habermasianske ideal om en offentlig samtale baseret på gode saglige argumenter, og en stærk faglighed. Derefter er det så afgørende, at vores politiske system kan omsætte det input til langtidsholdbare løsninger. På den måde, mener Corydon, at vi kan undgå den utilfredshed og polarisering som præger mange vestlige demokratier i disse år.
Solen bager ind ad vinduet i det lille kontor, og både Bjarne Corydon og jeg må tørre sveden af panden, og løfte ud i trøjen for ikke at koge over.
Jeg spørger Corydon hvor optimistisk han er i forhold til, at vi på globalt plan kan løse klimaudfordringen.
”Jeg må desværre sige at jeg er ret pessimistisk. At løse den her krise kræver en stor grad af global koordination, og lige nu er de internationale institutioner mere udfordrede end nogensinde. Og så mener jeg ikke, at det er blevet grebet an på en tilstrækkelig kompetent måde. Selv i Danmark er vi jo ikke lykkes med at lægge en samlet plan for hvordan vi omkostningseffektivt kan komme i mål”
Så må mit sidste spørgsmål jo selvfølgelig være:
– Hvad gør vi så ved det?
”Det er der ingen tvivl om, der må nødvendigvis indføres en global CO2 afgift. Desværre står vi lige nu i en situation, hvor det synes komplet urealistisk at få gennemført med den nuværende geopolitiske situation taget i betragtning.”
Bjarne Corydon holder en ukarakteristisk lang talepause, og påtager sig et afdæmpet smil.
”Men det er jo ikke nogen undskyldning for ikke at prøve.”
