MUSIKANMELDELSE: Sabrina Carpenters nye album sprænger ikke forventningerne

Sabrina Carpenters nye album ’Short ‘n Sweet’ er et gennemsnitligt popalbum, der ikke sprænger forventningerne, men alligevel gøder jorden for Carpenters fremtidige karriere i den absolutte elite i amerikansk popmusik. Efter en ’brat’ sommer, leverer Carpenter et modstykke, der desværre falder til jorden på grund af mangel på energi og originalitet.

Albummet starter med ’Taste’, der ifølge unavngivne kilder er en sang dedikeret til Carpenters ekskæreste Shawn Mendes og hans nye ’gamle’ kæreste, Camilla Cabello. Det skadefro og bitre omkvæd kan cirkulere i ens hjerne i mange uger. Her kommer Carpenters talent som lyriker også i forgrunden. 

”I heard you’re back together, and if that’s true – you’ll just have to taste me, when he’s kissing you. Lalalalalala”. Her laver Carpenter en reference til en bestemt bevægelse med tungen, og det er derfor ikke kun Sabrina Carpenters mund, som Camilla Cabello skal smage på, når hun kysser med Shawn Mendes. 

Musikvideoen til ’Taste’ sparer heller ikke på symbolikken, hvor Sabrina Carpenter og Camilla Cabello (spillet af Jenna Ortega) udkæmper en yderst grafisk kamp mod hinanden, hvor der både indgår lemlæstelse med motorsav og voodoo-tortur. Til sidst forsoner de dog fjendskabet til Shawn Mendes’ begravelse. Meget dramatisk og bestemt et plus for albummet. 

Popballaden ’Please Please Please’ er et meget godt modstykke til sommerslaskeren ’Espresso’, men den er ærlig talt en smule kedelig. Den tæller klart ned for den samlede vurdering af albummet, fordi den virker personlighedsløs og svær at placere. Er sangen Sabrina Carpenters, eller er det en hvilken som helst andens? Det samme problem opstår i de næste to sange, hvor særligt den første sang ’Good Graces’ lige så godt kunne være sunget af Ariana Grande på hendes ’eternal sunshine’-album, hvor produktionen nærmest er identisk. Forstå mig ret – sangen er stadig fed og velproduceret, men mangler blot et skud selvstændighed. 

’Sharpest Tool’ og ’Coincidence’ er også isoleret set fine sange, der trækker mere på det akustiske singer/songwriter-univers, men føles ikke som Carpenters hjemmebane. Jeg tror – uden at vide det – at Carpenters næste album kommer til at have en mere rendyrket poplyd, hvor hun selv skal skabe sin personlige klang og for alvor adskille sig fra resten. Kommercielt set har hun ramt en guldåre ved at udgive ’Short n’ Sweet’ på et tidspunkt, hvor Charli XCX’s anmelderroste hyperpop-album, ’brat’, har efterladt sig et vakuum efter at være altoverskyggende i lydbilledet i snart to måneder. På den måde virker ’Short n’ Sweet’ som et debutalbum (uden dog at være det), der forsigtigt lader Carpenter dyppe tæerne i nogle forskellige universer uden at lægge sig fast. Kunstnerisk konservativt, men kommercielt genialt. 

Apropos genialt, kan man ikke komme udenom ’Espresso’. Den er uden sammenligning den mest fængende sang og samtidigt efter min smag den bedste på hele albummet. Den har en helt særlig forførende retrofølelse over sig, der på samme tid også emmer af sommerlig liderlighed. Produktionen er også genial med klare referencer til 80’er-discoens synth-tunge grooves og Remi Wolfs forvrængede guitarmelodier. Det er en absolut ørehænger, som giver en lyst til at tage på drukferie til Italien med pigerne.  

Den dryppende soveværelses-banger ’Bed Chem’ er både lækkert produceret og godt skrevet. Også denne sang er meget Ariana Grande-esque med klar inspiration fra 90’ernes kåde RnB-beats, men har trods alt en større selvstændighed gennem lyrikken. Carpenters forkærlighed for at lege med sproget får lov til at fylde mere med flirtende linjer som ”Come right on me, I mean camaraderie” og ”Where art thou? Why not uponeth me?”.  Teksterne er ikke kun frække og legende, men kan nærmest kategoriseres som dank. Jeg håber inderligt, at hun vil blive ved med at dyrke de useriøse og finurlige tekster og inkorporere dem som en del af sit musikalske image i fremtiden.   

Uden ’Espresso’ virker resten af albummet mest af alt energiforladt og i identitetskrise. Med undtagelse af den Texas-country-inspirerede ’Slim Pickins’ er resten af sangene nemt forglemmelige og taber igen momentum på albummet, hvilket efterlader mig med en vis skuffelse. Alligevel demonstrerer Carpenter et stort talent for at skrive tekster, og selvom størstedelen af albummet sandsynligvis snart går i glemmebogen, ligger der en potentielt frugtbar og lovende karriere for Sabrina Carpenter i fremtiden. 

Læs også