Mange husker måske, hvordan de i undervisningen i Metode I på første semester svarede på et spørgeskema om deres baggrund og holdninger til forskellige politiske spørgsmål mv. Undersøgelsen – bedre kendt som Rusundersøgelsen – har været gennemført på hver ny årgang studerende på statskundskab/samfundsfag siden 1994. Men hvad er der egentlig blevet af svarene? Nogle blev måske brugt til at illustrere en pointe eller to i undervisningen, og Rune Slothuus brugte data fra 1990’erne i sin første videnskabelige artikel (i Politica i 2004), men det meste har ligget hengemt på instituttets interne drev – indtil nu. I løbet af efteråret 2024 har vi således oparbejdet data til en samlet fil, som vi kan bruge til at kaste lidt lys over den sociale baggrund for dem, der siden 1994 har været studerende på instituttet og over deres holdninger. Det vil vi gøre i denne og en følgende artikel. Her ser vi først på de studerendes baggrund og årsagerne til deres studievalg, mens vi i næste nummer af Kandestøberen følger op med en artikel om deres holdninger og partivalg. I illustrationerne af svarene har vi valgt ikke at vise konfidensintervaller mv., idet data (i hvert fald ideelt set) er at betragte som populationsdata – og hvis man endelig skulle vise konfidensintervaller ville de blive så store, at det ikke giver mening alligevel. Man skal dog som læser holde følsomheden i de relativt små tal i undersøgelserne i baghovedet og ikke tolke for kraftigt på udviklinger fra ét år til et andet.
Vi begynder med den sociale baggrund. Spørgsmålene i Rusundersøgelsen har varieret lidt gennem årene – nogle er faldet ud, og andre er kommet til. Ligeledes har svarprocenterne også svinget noget (desværre nedad i en del af de senere år). I alle år på nær 2008 har der dog været spurgt til forældrenes uddannelse, der kan give en indikation af de socio-økonomiske vilkår, som instituttets studerende er vokset op under. I figur 1 viser vi den højeste fuldførte uddannelse blandt forældrene henover perioden fra 1994 til 2024. Figuren rummer tre forskellige tendenser. For det første kan vi se, at andelen med mindst én forælder med en lang videregående uddannelse (dvs. typisk en kandidatgrad) er stigende fra et niveau lidt under 40% til lidt over 50%. For det andet, og omvendt, er andelen, hvor den højeste uddannelse blandt forældrene er mellemlang videregående (som fx lærer, pædagog eller sygeplejerske), faldende fra ca. 40 til ca. 30% – dvs. de to grupper er samlet set nogenlunde stabile. Og det gælder for det tredje også for de fire tilbageværende kategorier, der alle holder sig på eller under 10%. Ser man ned i tallene for mødre og fædre separat (ikke vist), kan man se, at ændringerne hovedsageligt drives af et højere uddannelsesniveau hos mødrene (andelen med en lang videregående uddannelse stiger fra ca. 10 til ca. 40% hen over perioden), mens der er betydelig stabilitet hos fædrene. Blandt disse er der i øvrigt også stabilt ca. 30%, der har en erhvervsfaglig uddannelse.
Figur 1. Forældres uddannelse, 1994-2024. Baseret på den højeste uddannelse blandt forældrene
Hvordan forholder uddannelsesniveauet blandt de studerendes forældre sig til gennemsnittet i befolkningen? Det er vanskeligt helt at sammenligne, idet Danmarks Statistik ikke umiddelbart i Statistikbanken viser det højeste uddannelsesniveau blandt begge forældre, men de viser dog (i tabellen LIGEUB1) andelene blandt 16-59 årige med de forskellige uddannelsesniveauer. Her kan man for 2023 se, at der i befolkningen er ca. 13%, der har en lang videregående uddannelse (inkl. ph.d.) som højest fuldførte, mens der er 19% med en mellemlang videregående, 28% med en erhvervsfaglig uddannelse og 23% med en folkeskoleuddannelse som den højeste. Selvom disse tal ikke viser den højeste uddannelse blandt hvert par af to forældre, er det klart, at uddannelsesniveauet blandt forældre til studerende på instituttet er markant højere end i befolkningen som helhed. Hvis man har fulgt lidt med i debatten, er det ikke den store overraskelse, idet Jens Peter Thomsen fra VIVE i 2022 offentliggjorde en analyse af uligheden i adgangen til universitetsuddannelser i Danmark (https://www.vive.dk), hvor statskundskab på AU optrådte som det anden-mest ulige studie på AU (kun overgået af medicin) med en knapt 10 gange højere sandsynlighed for, at børn af akademikere får en kandidatgrad i statskundskab sammenlignet med børn af (faglærte eller ufaglærte) arbejdere (hvor forældrenes uddannelsesniveau er opgjort som i denne artikel). Der er dog stadig et stykke op til den mest ulige uddannelse i hans analyse – statskundskab på KU – hvor sandsynligheden for en kandidatgrad er 23 gange større for børn af akademikere sammenlignet med børn af arbejdere. I forhold til udviklingen skal vi have i mente, at uddannelsesniveauet generelt er stigende i befolkningen, hvilket vi ser afspejlet i tallene for de studerendes forældre – men stigningen sker altså fra et allerede højt niveau.
I gennemsnit kommer instituttets studerende således fra stadig mere veluddannede hjem. Men hvad med dem selv? Hvad har de lavet, før de begyndte på instituttet, og hvorfor er de i det hele taget kommet? De spørgsmål kan belyses med svarene på en række spørgsmål stillet i de senere år af undersøgelserne. Først er det relevant at notere en meget høj grad af stabilitet i, hvilken ungdomsuddannelse de studerende kommer fra. Over hele perioden fra 2005 til 2023, hvor spørgsmålet har været stillet, ligger andelen med en STX stabilt mellem 80 og 85%, mens der er ca. 10% med en HHX, 6% med en HF og meget få med en HTX i bagagen. Tilsvarende er der stabilitet i gennemsnittet på den adgangsgivende eksamen, som i langt de flest af årene 2011-2024, hvor det er målt i undersøgelsen, ligger lige over 10 – dvs. et stykke over de grænsekvotienter, der offentliggøres hver sommer. Som figur 2 viser, er der imidlertid sket en markant ændring i, hvor mange sabbatår, de studerende har med sig ind på uddannelsen. Fra et gennemsnit lige over et år i 2013, hvor spørgsmålet første gang optrådte, ligger vi i 2024 mere end ét år højere. Ser man ned i de underliggende tal (ikke vist), ser man udviklingen i begge ender af spektret: Hvor der i 2013 var ca. 20%, der kom direkte fra ungdomsuddannelsen, var det i 2024 kun 5%. Omvendt var der i 2013 kun ca. 5%, der havde tre sabbatår, og næsten ingen der havde enten fire eller fem, mens de tilsvarende tal i 2024 er 25, 6 og 2,5% – et markant ryk, med andre ord. Rykket ses også midt på spektret: Hvor modaltallet frem til 2018 var et år (som var svaret fra 43-50%), har det siden været to år (som 45-53% svarer). Noget af udviklingen synes oplagt drevet af coronapandemien og nedlukningerne, idet vi ser et stort hop fra 2020 til 2021, men udviklingen var allerede i gang forinden, så det er ikke en ren coronaeffekt.
Figur 2. Antal år siden afslutning af ungdomsuddannelse, 2013-2024
Endelig ser vi i figur 3 på, hvad der fik de studerende til at vælge at læse statskundskab eller samfundsfag på AU. Det kan belyses med en stribe spørgsmål stillet fra 2016 og frem. Der er så stor stabilitet i svarene over tid, at vi har valgt at slå alle årene sammen for at kunne tegne et klart billede. I spørgsmålene skal man for hver af otte mulige årsager til at have søgt ind på uddannelsen på en skala fra 1 (ingen betydning) til 5 (meget stor betydning) angive, hvor vigtig årsagen har været. Figuren viser et interessant mønster. Topscoreren er således interesse for samfundsforhold, der endog klart trumfer interesse for politik, som ellers også scorer højt. Dernæst følger en ’mellemgruppe’ med forventninger om gode, efterfølgende jobmuligheder, et godt studiemiljø og det mere pragmatiske hensyn, at det var det mindst ringe studie på AU (hvor det må være underforstået, at man vælger universitet før studie). Omkring midten af skalaen finder vi påvirkningen fra ungdomsuddannelsens samfundsfagslærer og forventningen om mulighed for udveksling, praktik eller studiejob, mens den absolutte bundskraber er, at man ikke kunne komme ind på statskundskab på KU – her svarer 80%, at det ingen betydning havde, mens det for 5% havde ’meget stor betydning’ (tallene ikke vist). Skal man forsøge at finde en rød tråd i svarene på disse spørgsmål, må det være, at det i første række er interessen, der får de studerende til at søge ind, men at overvejelser om gode forhold både under og efter studiet også spiller en rolle. Kun ganske få ville hellere noget andet – dvs. læse i København. Kombinationen af en primær, indre motivation (’det er spændende’) med en sekundær, ydre (’jeg kan få noget ud af det’) er nok ikke den værste for at skabe en god studiekultur og et godt studiemiljø – hvilket vi vel også på lange stræk har på instituttet.
Figur 3. Årsager til studievalg. Skalagennemsnit
De studerende på Institut for Statskundskab, AU er selvfølgelig en blandet gruppe med forskellige oplevelser og baggrunde i bagagen, men de er nu på en række punkter også ret ens: De kommer i høj grad fra veluddannede hjem (også mere veluddannede end den samlede befolkning), fire ud af fem har gået i det almene gymnasium, hvor de har fået et ganske højt karaktergennemsnit, som de dernæst har ’sat i banken’ i længere og længere tid – nu typisk to år – før de følger deres interesse for samfundsforhold (og politik) samt forventningen om et godt studiemiljø og et godt job efter studiet og søger ind på statskundskab eller samfundsfag på AU. På nogle af disse punkter bryder instituttets studentergruppe med politiske ønsker – fx om lighed i uddannelserne og en hurtig vej fra ungdomsuddannelse til arbejdsmarked – men det er mindre klart, hvad der evt. kunne gøres for at ændre på disse forhold, der i høj grad drives af de studerendes egne valg. I næste nummer af Kandestøberen ser vi på de studerendes politiske holdninger, og vi kan godt på forhånd afsløre, at der også her ses en vis forskel til den samlede befolkning.
