I oktober 1864 blev det nordøstlige Indien ramt af en forfærdelig tyfon, der skabte død og ødelæggelse langs kysten. Den fortsatte derefter sin destruktive rute op langs Hooghly-floden, hvor den til sidst nåede storbyen Calcutta, ”paladsernes by” og briternes hovedsæde i Indien. De ødelæggelser på Calcutta, som tyfonen forårsagede, var allerede katastrofale i sig selv. Byens havn lå bagefter i ruiner, og op til 132 skibe var enten sænkede eller alvorligt skadede. Men byens indbyggere skulle snart finde ud af, at tyfonen bragte yderligere kaos med sig. For med ødelæggelsen af Calcuttas skibsfart stod der pludselig over 1000 strandede, europæiske sømænd tilbage. De var arbejdsløse, langt væk hjemmefra og overladt til egne påfund, og som man nok kunne forvente, var resultatet af dette flere måneder, hvor de arbejdsløse matroser glubskt indtog Calcuttas i forvejen trængte gader med druk, seksuelle udskejelser og tilfældigt-startede slagsmål.
Kaosset blev så alvorligt, at Calcuttas viceguvernør besluttede sig for at gøre noget ved problemet. Man undersøgte blandt andet de levevilkår, som sømændene levede under, og man bed mærke i deres uhumske boliger, og de kønssygdomme der som en steppebrand bredte sig blandt dem. Men måske mere bemærkelsesværdigt oplistede man også indtaget af ”urent”, indisk alkohol som en forklaring på sømændenes uanstændige opførsel. At søens folk indtog store mængder alkohol, satte de europæiske embedsmænd ganske vist ikke spørgsmålstegn ved. Men når denne form for druk foregik med indtagelse af indisk arrack frem for europæisk gin, opstod der et problem i de britiske myndigheders øjne. Hvor alkohol brygget i Europa ikke var til fare for søfolkene, blev indisk alkohol direkte beskrevet som gift, der bragte de værste sider frem i søfolkene. I de britiske myndigheders øjne var alkohol altså ikke bare en harmløs drikkevare. Det var noget, der skilte det indiske samfund mellem de ”rene” europæere og de ”beskidte” indere.
Et styre farvet af blod
I moderne tid er vi i Nordeuropa vant til at se alkohol som en sporadisk fornøjelse, som vi måske drikker et par gange om ugen. Sådan forholdt det sig ikke i 1800-tallet, hvor alkohol i nogle tilfælde blev drukket mere end vand. Således var det for eksempel ikke unormalt for britiske børn at blive sendt ned til den lokale pub ved aftenstid for at hente en kande øl hjem til deres tørstige og trætte forældre. Alkohol var for mange mennesker et fast inventar i hverdagen; for nogle endda en legitim form for medicin der kunne kurere sygdom. Dette afslappede forhold til de berusende drikkevarer blev ført med til de europæiske kolonier ude i verden, heriblandt Indien.
De første briter var ankommet til det sydasiatiske land i 1600-tallet. Via vold og diplomati havde de gennem de næste århundreder opslugt det ene indiske kongerige efter det andet, indtil de i løbet af 1800-tallet kunne kalde sig de facto herskere over hele subkontinentet. Frem til dets ophør i 1947 var det britiske kolonistyre en kompleks størrelse, der bliver forbundet med gin og tonic, junglebogen og de ikoniske, runde pith-hjelme.
Særligt i nyere tid er man dog også begyndt at adressere den indiske elefant i rummet. Kolonitiden var nemlig langtfra nogen menneskekærlig periode, men var derimod præget af racisme og systematisk udnyttelse og undertrykkelse. Dette skete ud fra raceteorier, som i 1800-tallet var populære indenfor de europæiske imperier. Herudfra opdelte man verdens befolkninger i racer, hvor den hvide europæer selvfølgelig var den overlegne. Derfor var det også den hvide europæers pligt at være formynder for klodens andre folkeslag, så de ud fra europæisk forbillede kunne ”civiliseres.”
Da dronning Victoria i 1880 bød den britiske regering at gøre alt i deres magt for at forsvare det britiske imperium, gjorde hun det netop ud fra hensynet til ”at beskytte de stakkels indfødte og at avancere civilisationen.” I Indien skabte denne politik et skel mellem europæere og indere. Dette skel løb tværs gennem kolonien og havde indflydelse på alt fra de store politiske beslutninger og ned til de mest trivielle hverdagsting. Det var derfor også i dette samfund, at en så universel og genkendelig drikkevare som alkohol skulle blive sammenblandet med undertrykkelse og racepolitik. For de britiske koloniherrer var alkohol nemlig ikke noget, man blot drak for sjov. Det blev derimod set som et af de vigtigste redskaber til at bevare magten i Indien.
En daglig trøst
At alkohol spillede en central rolle i de britiske koloniherrers magtpolitik, kan skyldes, at det gennemsyrede det indiske samfund i mindst lige så høj grad, som i samtidens Europa. Dette kunne allerede observeres i færden fra Europa til Indien. Rejser til Indien foregik i 1800-tallet primært via en skibssejlads der tog flere måneder, og i modsætning til moderne krydstogtskibe var underholdningen ombord sparsom. For passagererne ombord var mad og alkohol derfor en af de få adspredelser, som kunne findes ombord, og derfor kastede de sig ofte ud i udskejelserne med stor entusiasme.
Da journalisten William Russel skulle berette om sin sejlads til Indien i 1857 beskrev han da også skibsmåltiderne som nærmest orgielignende tilstande. For eksempel hvordan passagererne ved frokosttid ”skynder sig under dæk igen og fortsætter med at angribe ost, kiks, og smør, pale ale, porter, spiritus og vand, alt sammen efter smag og behag.” Når skibet så endelig ankom til det indiske fastland, fortsatte den regelmæssige alkoholindtagelse i mange tilfælde. En britisk vittighed fra perioden lød for eksempel på, at hvis de nogensinde blev fordrevet fra Indien, ville intet spor om deres styre eksistere ti år efter ud over en masse tomme ølflasker.
I nogle tilfælde var drikkeri ligefrem autoriseret af de britiske kolonimyndigheder. Således havde de britiske tropper i Indien hver dag en fast ration af øl og spiritus som en del af deres måltider fra morgenmaden og frem til aftenrationerne. At kunne drikke øl på arbejdet er måske manges vision af et drømmejob, men for de britiske udsendte var alkohol faktisk et af få lyspunkter i en ellers hård og utaknemmelig tilværelse. At være udstationeret i Indien var nemlig langt fra nogen dans på roser. At komme fra det våde og kolde Storbritannien til et hedt og lummert Indien var nemlig noget, der kunne vælte selv den mest hårdkogte brite omkuld. Særligt det indiske sommerhalvår var ulideligt, hvorfor den britiske øverstbefalende på dette tidspunkt som regel ville emigrere til Himalayabjergenes mere kølige skråninger.
Samme privilegium tilfaldt dog ikke den almindelige brite, som i stedet måtte finde sig i utåleligt høje temperaturer, alskens potentielle sygdomme og alt sammen i et helt fremmed land, fra hvad han havde kendt derhjemme. Under sådanne omstændigheder kan det nok ikke overraske, at mange briter i Indien udviklede en hang til flasken udover det sædvanlige. Hos de fleste briter, blev spirituøse drikkevarer ligefrem beskrevet som nødvendige, hvis de skulle klare sig i det ugæstfrie vejr. Som en tidligere brite i Indien engang skrev om alkohol, så var det ubeskriveligt ”hvor meget trøst det har givet til dem, som er trykket af ensomhed og overarbejde i et dårligt klima.” Blandt de indfødte undersåtter i kolonien lod man heller ikke til at undervurdere alkoholens betydning for briternes mentale helbred. Efter briterne havde forladt Pakistan i 1947, spøgte landets eneste tilbageværende brygger for eksempel med, hvordan et godt glas øl ”var det eneste, som havde forhindret dem (briterne) i at gå fuldstændig amok i heden.” For briterne i Indien var alkohol altså ikke bare en overfladisk fornøjelse: det var nøglen til overlevelse i et ellers subtropisk helvede.
Imperial paranoia
Som en moderne læser nok vil forvente, var alkoholindtagelse dog ikke uden sine problemer. Alkohol var måske et redskab til at overleve i det ekstreme klima, men dette redskab var samtidig et tveægget sværd, der sagtens kunne ramme tilbage på briterne. Således var heftigt drikkeri en tilbagevendende plage for de britiske koloniansvarlige op gennem hele 1800-tallet. For eksempel blev flere britiske embedsmænd gennem tiden afskediget grundet et betragteligt alkoholindtag. Et sådant tilfælde var sagen om den britiske navigatør H. Williams, hvis job havde været at navigere skibe til Calcutta via den førnævnte Hooghly-flod. Dråben der fik bægeret til at flyde over for hans overordnede, var en sådan sejltur i 1863, hvor Williams ad flere omgange havde opført sig uanstændigt i sin fuldskab. Et vidne kunne blandt andet fortælle, hvordan han undervejs havde tisset i bukserne, prøvet at hoppe i floden om natten fordi han ”havde lyst til at bade” og derudover havde danset og råbt på dækket.
Skal man tro de britiske retsakter, var Williams opførelse ikke et unikt fænomen. Af samme grund var de højerestående britiske koloniansvarlige derfor særdeles opmærksomme på det alkoholproblem, der plagede deres underordnede. Dette problem blev ikke bare anset for at være en mindre irritation. Tværtimod frygtede man, at ureguleret alkoholindtagelse kunne true hele fundamentet for den britiske magt i Indien.
Først og fremmest var de britiske myndigheder selvfølgelig bange for, hvorvidt de udsendte briter var i stand til at udføre deres arbejde ordentligt, hvis de konstant var påvirkede. Som situationen med H. Williams viste, var dette jo en reel risiko. Denne frygt blev forstærket af, at antallet af briter i Indien var relativt lavt sammenlignet med Indiens enorme befolkning. Således var der op gennem 1800-tallet aldrig mere end cirka 900 britiske embedsmænd og 70.000 britiske soldater til at styre et samfund bestående af omkring 250 millioner indere. Derfor var det afgørende, at så mange briter som muligt kunne hjælpe til i forvaltningen af landet, uden at de som navigatør Williams drak sig fra sans og samling.
De britiske koloniansvarlige havde dog også en anden og mere dyster begrundelse for at inddæmme deres landsmænds alkoholindtag. 1800-tallet skulle nemlig rumme flere episoder, hvor døddrukne briter på faretruende vis ville nedbryde illusionen om de overlegne hvide og de underlegne indere.
Sobre hinduer og plørefulde kristne
Briterne havde altid brugt samtidens raceteorier som argument for, hvorfor de skulle beherske Indien. Som den højerestående race havde de pligt til at lede de mere tilbagestående indere på den rette vej mod det civiliserede samfund. At medlemmerne af denne overlegne race ofte opførte sig døddrukkent og uanstændigt i offentligheden, var dog ikke ligefrem med til at bakke dette verdensbillede op. Det hjalp heller ikke at Indien traditionelt havde en relativ sober befolkning sammenlignet med Storbritannien. Det skyldtes hinduistiske og islamiske formaninger, men også at indisk alkohol ikke rummede mange procenter. Den såkaldt laverestående race opførte sig altså i flere tilfælde mere anstændigt end den såkaldt civiliserede race. Derfor blev druk blandt briterne i Indien hurtigt noget, der kunne underminere imperiets krav til magten i Indien.
De britiske magthavere havde meget vel grund at være bekymrede, for beruset adfærd i offentligheden var ikke ualmindeligt blandt briterne. For eksempel havde sømænd været en plage for Calcuttas gader længe inden den katastrofale tyfon ramte byen i 1864. Slagsmål og mord var ikke unormale handlinger begået af denne gruppe. Dette skete ofte i værtshuse og i de berygtede ”punch-huse”, hvor sømænd under heftig alkoholisk påvirkning ikke var sene til at ty til vold. Et af de mest ekstreme eksempler var i 1858, hvor en hob af fulde og gale søfolk lynchede en indisk værtshusejer, fordi de mistænkte ham for at forgifte deres drikkevarer. Men også mindre former for vold forekom på nærmest triviel basis. Det var således ikke unormalt for grupper af fulde sømænd at slentre gennem byen og undervejs slå på tilfældige forbipasserende.
Fuld opførsel var ydermere ikke udelukkende forbeholdt byerne. Da den amerikanske sektleder Henry S. Olcott i de tidligere 1880’ere missionerede i det landlige Indien, kunne han ligeledes fortælle om britisk drikfældighed. Hjemme i USA havde Olcott været advokat og officer under den amerikanske borgerkrig, hvor han blandt andet havde deltaget i efterforskningen af mordet på præsident Lincoln. Sidenhen havde han dog oplevet en spirituel vækkelse og havde sammen med andre ligesindede grundlagt Det Teosofiske Selskab, der sammenblandede elementer fra blandt andet kristendom og buddhisme. Det var netop med henblik på udbredelsen af det teosofiske budskab, at Olcott rejste rundt i Indien. På anslaget for sin beretning opholdt han sig i en støvet, lille indisk landsby, hvor han holdt en forelæsning for byens indbyggere omkring sin nye spirituelle retning. Midt i foredraget stavrede den hvide ejer af en lokal indigoplantage dog ind i lokalet i plørefuld tilstand. Tilsyneladende ligeglad med situationen fortsatte jordejeren med at skylle dram efter dram af medtagen brandy ned, mens Olcott formodentlig lettere desperat forsøgte at holde publikums opmærksomhed på sit foredrag frem for den fulde plantageejer.
Efterfølgende beskrev den amerikanske missionær da også oplevelsen i ganske harmdirrende vendinger. Olcott, der i 1880 havde været blandt de første amerikanere nogensinde til at konvertere til buddhisme, var især bekymret for, hvilket indtryk hele seancen måtte have haft på forsamlingen af ”sobre og intelligente hinduer med respekt for dem selv.” Han udtrykte ligeledes bekymring for den hvide mands prestige blandt lokalbefolkningen: ”Kan nogen være overrasket over den foragt som de har for den dominante race, hvis sociale opførsel er så anderledes fra deres egne anstændige standarder?” Olcott var da heller ikke den eneste hvide, der kunne ane en spirende indisk foragt for de fulde kolonister. En vis pastor Wilson kunne ligeledes fortælle om, hvordan hans offentlige prædikener regelmæssigt blev ødelagt af ”et slæng af fulde sejlfolk eller soldater, alle bærende det kristne navn, der vakler hen langs gaden i en tilstand af beruselse.” Efterfølgende ville de indiske tilhørere som regel i vantro og hånlig tone spørge Wilson, om han virkelig ønskede, at de skulle blive som ”hans brødre.” Svaret, forsikrede de, kunne pastoren nok selv regne ud.
Briterne var måske vant til at skelne mellem sig selv og deres undersåtter. Men denne skelnen gik begge veje, og gennem 1800-tallet skulle det gå op for flere og flere indere, at deres alkoholiske overherrer måske ikke var de bedste til at styre Indien. Af denne grund iværksatte de britiske myndigheder adskillige initiativer i forsøget på at komme briternes alkoholisme til livs.
