Interview med Christian Bennike: ”Krisen får os til at handle”

2016 var et skelsættende år. For mig personligt, da jeg startede i 1.g på Esbjerg gymnasium. Her krøb jeg længe langs panelerne, genert og intimideret af de ældre elever. Min klassekammerat Kasper havde fået kørekort, og vi kørte på den lokale Sunset Boulevard, når vi pjækkede fra fysik. Der var masser af øl, fester og smukke piger, som jeg sjældent turde tale med. Verden åbnede sig op i de år. Det var skræmmende, men også spændende. 

Det samme kan man sige om de begivenheder, der på det tidspunkt indtraf ude i den store verden. Få måneder inde i min gymnasietid, skulle USA vælge deres næste præsident. Jeg var vokset op med Obama, og var ked af, at han ikke kunne blive siddende for evigt. Han var jo så charmerende og sjov. Men i det mindste kunne vi se frem til at fejre Hillary Clinton som den første kvindelige præsident. Det var jo også et væsentligt fremskridt. 

På valgaftenen mødtes vi i gymnasiets fællessal, hvor valgdækningen fra TV2 blev lyst op på et stort hvidt lærred. Vi spiste chips, drak øl, og grinede hver gang de viste klip med Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump. Han var vanvittig, men også virkelig sjov. Og så havde han jo heldigvis ingen chance for at vinde. 

Jeg tog tidligt hjem og i seng, med en naiv tro på at spændingen alligevel aldrig ville indtræffe, og at der derfor ikke var nogen grund til at misse nattesøvnen. Men jeg tog fejl, og så chokeret med, da de gule bjælker rullede over skærmen morgenen efter. Trump havde vundet, og mit verdensbillede krakelerede. Jeg forstod det ikke. 

Forfatter og journalist på Weekendavisen Christian Bennike oplevede også, at verden rystede under hans fødder i de måneder. Som daværende journalist på Dagbladet Information, var han med til at dække opbruddet mens det skete. Tidligere på året havde Storbritannien meldt sig ud af EU, der var kupforsøg i Tyrkiet, og flygtninge strømmede ind i Europa. Stjernepolitologen Francis Fukuyama, som efter murens fald i 89 skrev den meget omtalte bog The End of History and the Last Man, mente nu at den politiske stabilitet i vesten var ”begyndt at bryde sammen”. 

Siden da har Christian Bennike skrevet om den fornemmelse af krise og opbrud, der kendetegner vores tid. Jeg har derfor taget toget til København for at tale med Bennike om hans velanmeldte bog Engang troede vi på fremtiden. Bogens tese er kort sagt, at de politiske og kulturelle opbrud i 2016 førte til et skift i tidsånden: ”fra optimisme til sortsyn”. 

Vi skulle egentlig have mødtes hjemme hos Bennike, men grundet travlhed op til avisens deadline, er jeg i stedet taget ind til Pilestræde, hvor Weekendavisen hører til.   

Christian Bennike er en høj og slank mand med let uglet lyst hår. Han slentrer gennem gangene i Berlingskes mediehus iført en mørkeblå bluse og et par løstsiddende Carhartt bukser. Med et imødekommende smil tilbyder han mig en kop friskbrygget maskinkaffe i husets kantine. Bennike har en ungdommelig og ubekymret attitude. Han er typen man gerne ville ud at drikke en øl med. Og havde jeg ikke vidst, hvem Christian Bennike var, ville jeg aldrig have gættet, at han var skribent på Weekendavisen. 

”Vi har været naive i vores fremskridtstro. Vi troede, at verden bevægede sig fremad helt af sig selv, og at vi ikke længere havde brug for kriser eller opbrud. Men vi har brug for kriserne. Vi har brug for at blive råbt op i ansigtet. Vi har brug for at blive bange. Det er det som får os til at handle på vores problemer,” siger Bennike.

Netop den naive fremskridtstro fungerer som det primære omdrejningspunkt i Engang troede vi på fremtiden. Bennike er selv født i 1986, og er vokset op i det han kalder ”Optimismens tid”. Det var tiden efter murens fald. Vestens liberale idéer havde vundet, og politik blev med et knips forvandlet fra kamp til ren procedure. ”Som Thomas Helmig synger på nummeret Groovy day fra 1996: I don’t have to worry about politics / Bunch of tricks / Politics.” Det handlede om at liberalisere og globalisere. Der var ikke så meget at diskutere. 

Bennike beskriver hvordan såvel Anders Fogh Rasmussen som Helle Thorning Schmidt i starten af 00’erne kunne erklære klassekampen for afsluttet. Den amerikanske centralbankchef Alan Greenspan konstaterede tilmed, at ”politiske beslutninger i USA stort set er blevet afløst af de globale markedskræfter på grund af globaliseringen”. Han mente heller ikke, at det gjorde nogen betydelig forskel, hvem der blev valgt som præsident. ”Verden er styret af markedet”. 

Det var den mentalitet man på tysk kalder ”Wandel durch handel”. Ideologi og kultursammenstød betød ikke noget. Som den amerikanske forfatter Thomas Friedmann skrev: ”To lande, som begge har en McDonald’s, vil aldrig føre krig mod hinanden, når først de har fået deres McDonald’s”. Det var samhandel og nedbrydning af grænser. Nationalisme var fortid. ”Alle udtrykte sig på det samme danskerengelsk: Carpark North, Saybia, Mew, Kashmir, Tim Christensen, hvad de nu hed alle sammen” skriver Bennike.

Serier som Friends, Seinfeld og Sex and the City slog sig decideret op på ikke at handle om andet end relativt banale dagligdags-problematikker. Herhjemme var Klovn et eksempel på det samme. Som Bennike skriver, var kulturen hverken præget af politik eller samfundskritik. Det handlede om de nære sociale relationer. Om hvem man havde sex med. Om at have det sjovt. Og om, hvor længe man skal vente, før man må skide på en andens toilet. 

Christian Bennike tager et sip af sin danskvand, og taler så hurtigt videre.

”Jeg tror på fremskridtet, og på at verden bevæger sig fremad mod noget bedre. Men det er ikke en lineær bevægelse herfra og ud i evigheden. Der er brug for de vrede landmænd, klimaaktivisterne og Donald Trump. Det er jo demokratiet som livsform, styreform og princip. Grundvilkåret er, at vi hele tiden vejer forskellige interesser op mod hinanden.” 

Bennike mener, at vi i optimismens tid indbildte os selv, at den politiske kamp ikke længere var nødvendig. Den var afgjort og overstået. Han fortæller, at vi i lang tid var blinde for det faktum, at problemerne hobede sig op omkring os. Liberaliseringen fik uligheden til at vokse. De åbne grænser førte til indvandring og en stærk fornemmelse af kontroltab. Globaliseringen efterlod de vestlige landes arbejdsklasser som tabere, og skabte en konflikt mellem center og periferi. Mellem land og by. Vi gjorde os afhængige af Rusland og Kina, og udkæmpede krige i Mellemøsten, mens vi afviklede vores territorialforsvar. 

Allerede i 1989 vidste Margaret Thatcher, at den var gal med klimaet. Det gjorde hun opmærksom på fra talerstolen foran FN’s generalforsamling. Men i de efterfølgende årtier var det som om det blev fortrængt.

Så kom finanskrisen, eurokrisen, det arabiske forår, flygtningekrisen og annekteringen af Krim. Utvivlsomt var disse alle væsentlige begivenheder, som skabte opbrud, fortvivlelse, vrede og ubehag. Men som Bennike beskriver, ændrede det ikke grundlæggende vores opfattelse af verden. Obama og Merkel blev genvalgt, Nord Stream 2 projektet fortsatte ufortrødent, aktieindekserne steg, og det samme gjorde vores CO2-udledninger. Det var først med Brexit og valget af Trump, at tidsånden definitivt skiftede fra optimistisk til pessimistisk. Da forstod vi endelig, at der var noget galt.

Siden har vi fået Greta Thunberg, De gule veste, højrepopulisme, varmerekorder og skovbrande, en pandemi, Ukrainekrigen, inflation, energikrise, mistrivselskrise og traktorer der triller gennem trængte europæiske bymidter. Krise på krise på krise på krise på krise.

Nu synger store popstjerner som Billie Eilish og Tobias Rahim om tristesse, sårbarhed og angst. I den seneste sæson af Klovn tager Frank Hvam på Folkemødet for at holde oplæg om klimakrisen. Populærkulturen er blevet politisk.

Men det skal altså ikke nødvendigvis forstås som noget skidt. Tværtimod mener Christian Bennike, at den pessimistiske tidsånd betyder, at vi igen tager politik seriøst. At vi så at sige ser vores problemer i øjnene. 

”Folk spørger mig ofte, om ikke pessimisme og krisebevidsthed gør os apatiske. For det er klart at det ville være et problem hvis folk bare slog ud med armene og gav op. Men jeg oplever slet ikke, at det er det der sker. Tværtimod” siger Bennike.

– Men vi ser jo at der både i Danmark og udlandet ofte bliver udtrykt en holdning i stil med: ”Vi kan lige så godt lade være med at handle på klimaet, for det nytter alligevel ikke noget.” Det er vel en apati, som udspringer af pessimismen?

”Den holdning eksisterer helt klart. Den eksisterer sågar i Venstre, men især hos Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Deres klimapolitik går jo basalt set ud på, at det er ligegyldigt, hvad vi gør i Danmark. Men det tror jeg ikke udspringer af pessimisme. Jeg tror tværtimod det handler om, at de ikke er reelt bekymrede for klimaforandringerne. Ellers ville de jo ikke sige som de gør.”

Der opstår et par sekunders stilhed, og jeg kigger lidt skeptisk på Christian Bennike, mens han rækker ud efter sit glas.

– Men pessimismen gør vel også, at vi er blevet mindre naive over for systemrivaler som Kina og Rusland?

”Ja” siger Bennike.

– Kan det så ikke give god mening, at nogle folk i vesten er skeptiske over for ideen om at gå all-in på den grønne omstilling? Vi ved jo ikke, om Kina vil leve op til deres del af ansvaret. Men vi ved at hvis ikke de gør det, så kan det stort set være ligegyldigt hvad vi gør i vores del af verden? 

”Det er helt rigtigt, at fremtiden ikke alene ligger i vestens hænder, men det betyder ikke, at vi ikke skal gøre noget. Og det betyder ikke, at den grønne omstilling ikke bliver en politisk kampplads i Vesten. Magten over de globale forsyningskæder for grøn energi bliver altafgørende i fremtiden, så vi kan ikke ignorere det.”

Christian Bennike smiler og forklarer, at hans bog i det henseende må forstås eurocentrisk.

”Kinas udledninger er efterhånden så store, at det primært er dem, og Indien med deres store befolkning, der kommer til at afgøre hvor alvorlig klimakrisen bliver. Og hvis du er kineser i dag, så lever du jo ikke i pessimismens tid. Selvfølgelig vakler deres økonomi lidt i de her år, men stemningen er jo grundlæggende en helt anden end i vesten.”

Så når Bennike påstår at pessimismen ”kan redde os”, er det ikke fordi den kan redde hele verden. Men han mener, at det kan hjælpe os i Vesten med at bygge bedre og mere retfærdige samfund.

Vi har efterhånden talt om lidt af hvert, og jeg kan fornemme at Christian Bennike er presset på tid. Han skal have færdigskrevet en artikel til ugens avis om den idédebat, der knytter sig til Israel-Palæstina konflikten og den nuværende krig i Gaza. Ikke just en simpel opgave.

”Det er virkelig sjældent, at jeg er så presset som i dag, men vi kan godt lige nå lidt mere” siger han med et smil og læner sig ind over bordet. 

Politik er ikke længere givet på forhånd, selv markedskræfterne kan nu diskuteres og reguleres, hvis vi bliver enige om det. Men med den repolitisering følger jo ikke kun de såkaldt progressive bevægelser som Fridays for Future og Occupy Wall Street. Vi ser også mere højreorienterede populistiske bevægelser, som nogen måske ville kalde antidemokratiske. Det kunne være Trump i USA, Giorgia Meloni i Italien, AFD i Tyskland eller sågar Inger Støjberg herhjemme. Hvordan forholder Christian Bennike sig til det?

Derfor forstår Bennike også alle de forskellige politiske bevægelser som nødvendige inputs i en demokratisk proces. For at skabe social retfærdighed, skal vi måske opgive noget økonomisk effektivitet, og når vi prioriterer individets rettigheder, kan det gå ud over sammenhængskraften og fællesskabet. Sådan er det.

”Et velfungerende demokrati vil kunne opsuge al den utilfredshed og bekymring, vi ser fra både højre og venstre, og trække dem ind i det politiske system, hvor der så kan træffes beslutninger. Det er sådan vi skaber legitimitet nedefra.”

Jeg kommer til at tænke på den politiske debat i dag. Hvordan hele vores samtid er fyldt med politiske spørgsmål: klima, populisme, racisme, fattigdom, hungersnød og krig. Man får en fornemmelse af, at vi aldrig har gået mere op i politik. Men hvor skal vi rette vores krav og utilfredshed?

Partierne fungerer ikke længere som bottom-up organisationer, hvor normale borgere kan komme med deres holdninger, som så bliver indoptaget i partiet. Vores partier i dag er catch all partier. Politiken er dikteret top-down med det mål at stemmeoptimere. 

I optimismens tid blev vi alle individualiserede. Det var den liberale verdensorden. Nu står vi med en masse store problemer, som kun kan løses kollektivt. Men ved vi overhovedet hvordan vi handler i fællesskab i dag?

Den unge belgiske filosof Anton Jäger kalder det for ”Hyperpolitik.” Det politiske engagement er enormt, men individet står ensomt tilbage, og ved ikke hvordan det skal omsætte sit engagement til virkelig handling.

”Det er rigtigt, at vi har lært at tænke politik som noget individualiseret. De store deltagelseskanaler man havde før i tiden, som partier og fagforeninger, er ikke længere et talerør direkte ind til magten. Det er problematisk, når vi samtidig føler os mere moralsk og politisk ansvarlige end tidligere” siger Bennike.

– Så hvordan løser vi det?

”Vi bliver nødt til at skabe nogle nye handlende fællesskaber. Et sted hvor folk kan gå hen med deres engagement og føle sig forbundet med andre mennesker. Klimabevægelsen er et godt eksempel. Den er stærkt meningsgivende for dem som er en del af den.”

Vi sidder begge lidt uroligt og vipper på vores plads. Vores glas er tomme, og Bennike er for længst løbet tør for tid. Jeg presser lige et sidste spørgsmål ind:

– Hvor står den regelbaserede verdensorden egentlig i dag? Her tænker jeg især på FN, menneskerettighederne og den humanitære folkeret. Det var jo institutioner som vi troede på i optimismens tid, men som nu, i pessimismens tid, kan forekomme ekstremt naive?

Christian Bennike kigger på mig med store øjne, og ligner i et par sekunder en mand der ikke aner, hvad han skal stille op med sig selv.

”Fuck, det er svært at svare på” siger han, og begraver for en stund sit ansigt i hænderne, inden han så taler videre.

”På den ene side ville man jo sige at det er fuldstændig dødt nu. FN-systemet fungerer ikke, fordi du har magter i Sikkerhedsrådet som konstant blokerer for hinanden, og ikke kan blive enige om noget. På den anden side kan du jo se at nationerne og omverden faktisk interesserer sig meget for det, der foregår i FN. Ikke fordi det er juridisk bindende, eller nogensinde vil blive håndhævet. Men fordi det skaber en global samtale, som så forhåbentligt kan skabe et civiliserende pres. Det handler igen om legitimitet nedefra. Debat og protest, som fører til politiske beslutninger.”

Bennike holder en kort pause, mens han ser ud af vinduet mod den blå himmel og solen, der hænger over det kolde København. 

”Vi skal nok bare være mere realistiske omkring hvordan magt, institutioner og politik hænger sammen.”