Allerede efter få måneder på statskundskab blev jeg bekendt med, hvad jeg vil definere som en almen jargon: At 1. og 2. semester handler om at teste, presse og – ja, rent ud sagt – skille fårene fra bukkene. Et udtryk jeg har hørt adskillige gange både fra medstuderende og tidligere universitetsuddannede. Det er, hvad jeg vil kalde en udbredt fortælling på statskundskab.
Men hvem er de ’bukke’, der står tilbage? Er det i bund og grund dem, der ’dukker nakken og klør på’ – et andet udtryk, jeg er blevet bekendt med. Men for hvad? Og hvilket menneskesyn bidrager det egentlig til?
En rapport fra psykiatrifonden 2022 viser, at 47% i høj grad eller i meget høj grad føler, at deres uddannelse presser eller stresser dem til daglig. Samtidig viser en undersøgelse fra 2023 af Statens Institut for Folkesundhed, at mistrivsel blandt unge er stigende. Omkring 25% af unge mellem 16 og 24 år scorer lavt på den mentale helbredsskala.
Så mit spørgsmål er; hvilken indflydelse har en sådan retorik, når vi ser denne udvikling? Jeg synes vi kan spørge os selv, om vi unge bliver grebet eller om mistrivsel øges. For hvis man vælger at stoppe, bliver man så det ’sorte får’, der ikke passer ind? Hvis vi tager denne retorik bogstaveligt, må svaret være ja.
Her er det vigtigt for mig at understrege, at jeg selvfølgelig ikke prøver at lave en kausalmodel, der viser, hvordan statskundskab fører til mistrivsel blandt studerende. Min pointe er ikke, at det er studiet, der forårsager mistrivsel – heller ikke, at vi i nogle tilfælde ikke kan udelukke det. Min hypotese er derimod, at uddannelsessystemet, som det ser ud i dag, i hvert fald ikke bidrager til at mindske denne mistrivsel.
For jeg tænker, at forekomsten af mistrivsel er mere nuanceret end som så – eller det håber jeg i hvert fald. Man kan mistrives af mange andre årsager end, at studiet er for svært, og at man derfor ikke egner sig på et universitet. Mistrivsel kan eksempelvis skyldes mentale udfordringer, at man har ondt i livet, eller at studiet ganske enkelt ikke er det rigtige for en.
Min tanke er ikke, at instituttet nødvendigvis er uenige i dette faktum. Det, jeg sætter spørgsmålstegn ved, er altså retorikken. Jeg mener, at det er den almene jargon, der er problematisk. For hvis vi anerkender, at der kan være mange udefrakommende faktorer der har betydning for, hvorvidt man er i stand og har lyst til at gennemføre statskundskab, jamen så får vi med denne retorik skabt et problematisk narrativ. Lad mig give jer et eksempel:
Min storesøster startede på statskundskab i København i 2021, men nåede ikke at gå der længe, før hun blev syg med en svær depression og måtte stoppe. Min pointe er ikke, at hun stoppede, men derimod hvilke konsekvenser, det havde for hende og hendes selvbillede. Hun gik ud med et højt karaktergennemsnit fra gymnasiet og havde alle forudsætninger for at gennemføre statskundskab. Men den retorik, der er skabt om, at det kun er ’bukkene’, der står tilbage, gjorde, at hun blev ’fåret’. En fortælling, der satte dybe spor i hende og fik hende til at reproducere retorikken om at være en, der ikke ’egnede’ sig til universitetet.
Hvis vi anerkender dette faktum og anser det som sandt, mener jeg, at det er dybt problematisk, fordi det i høj grad vil ramme skævt blandt unge. Det er især dem, der i forvejen har udfordringer, som ender med at blive det levende eksempel på retorikken. De unge, der allerede mistrives, bliver ikke blot ramt af deres mistrivsel – de bliver nu også ’fåret’. Min tanke er derfor, at dette kan få endnu større konsekvenser for den enkelte, netop fordi vedkommende måske allerede står et sårbart sted i livet.
Og jeg ved selvfølgelig godt, at dette ikke gør sig gældende for alle, der stopper på statskundskab. Men hvis man befinder sig et sårbart sted i sit liv, eller hvis man er syg, kan det måske være svært ikke at lade sig påvirke af denne “almene fortælling”. Og oven i det, ved vi, at skridtet til en universitetsuddannelse er udfordrende i sig selv, mange flytter til nye byer og skal etablere et hjem, så er det netop ikke her man er et ekstra sårbart sted i livet?
Min bekymring er derfor; Hvilke spor en sådan retorik sætter i den unge og hvilket selvbillede, man bærer med sig videre i livet?
Og jeg vil ikke fremstå naiv – måske er det ikke alle, der er egnede til at gå på universitetet. Men er der nogen mening og noget konstruktivt i at fastholde denne retorik? Kunne det ikke tænkes at ske, uden man blev ’fåret’? Måske en forelæser, der fortæller, at vi alle sammen kan blive overraskede over noget, som vi troede, vi ville være gode til, men at det så viser det sig, at man faktisk har svært ved det. En instruktor der fortæller, at de første semestre er hårde, og at det er helt okay. Eller en, der fortæller, at det er okay ikke at finde det interessant, og at det er okay, at der kan være ting i livet, der gør det svært, og at det er ingen skam.
Det, jeg står tilbage med, er altså et ønske om, at vi kan skabe et studiemiljø og en studiestart, der handler om at gribe os unge frem for at have en retorik, der handler om at teste og presse os. Et studie, hvor der er et særligt fokus på studerende på 1. og 2. semester, der måske endnu ikke helt har fundet deres plads.
