REPORTAGE FRA 2023: Kapsejlads baby, i mere end én forstand!

Kampen om det gyldne bækken
Universitetets fakulteter sejler og bunder øl mod hinanden i en kamp om et nærmest kultisk eftermæle: Kapsejladsen. Det var i hvert fald, hvad jeg troede, det gik ud på. Nu har jeg prøvet det og fundet ud af, at det består af så meget mere end det. Kapsejladsen handler ikke kun om at snurre, hakke, sejle – men om en kultur og en tradition, der bunder i fællesskab, kulde og druk, og som vist kun bliver vildere og vildere for hvert år.
Netop det har jeg prøvet at skitsere i en dagbogslignende reportage, hvor I bliver taget med mig gennem en kold nat på en presenning midt på Statskundskabsbakken. Her vil I opleve, hvad den første Kapsejlads var for mig, og det, jeg kan sige allerede nu, er, at det var Kapsejlads i mere end én forstand.
Hvor svært kan det være?

Hvis du for nyligt har bevæget dig omkring unisøen, har du nok fået øje på de halvnøgne PF’ere, der træner op til dette års kapsejlads. En forberedelse, der for de fleste studerende er ukendt terræn, men som efter sigende kræver to timers daglig øl, sved og bræk. Hvis du også synes det lyder skørt – så bebrejder vi jer ikke.
Onde tunger vil sige, at det er en relativt simpel disciplin: ram båden, sejl, “hak” en øl, snur og sejl tilbage igen. Måske har en af disse tunger endda tilhørt dig, idet du til en fredagsbar stillede spørgsmålet, der ville få enhver PF’er til at tabe sutten: Hvor svært kan det være?